Helt frivilligt er styret i Iran lige nu i gang med at skyde sig selv i foden. Det handler på overfladen om Irans ære, men nedenunder ligger en krejlermentalitet, der kan ende med at bane vejen for et angreb mod iranske atominstallationer.
Selvom Iran har optrappet konflikten ved at tage 15 britiske søfolk til fange, er der ikke udsigt til et snarligt angreb på det sidste medlem af ondskabens akse. De eneste ofre i denne omgang bliver sandsynligvis olieforbrugerne og 15 unge mennesker, der må være traumatiserede af at sidde fanget i Teheran og blive vist frem på tv uden at vide, hvad deres skæbne bliver. Uden at vide, om der bliver kæmpet for deres frigivelse.
Mens de unge soldater bliver vist frem på tv og tvunget til at tilstå både det ene og det andet, kører storpolitikkens maskineri derudad. Det er et spørgsmål om ære. Den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har krævet en offentlig undskyldning af Tony Blair, hvis de britiske søfolk skal frigives – men det er der næppe udsigt til. I stedet satser iranerne formentlig på at få løsladt en flok iranske diplomater, der i øjeblikket sidder i amerikansk varetægt i Irak. Det kan blive en rigtig dyr handel for præsterne.
Og der kan gå lang tid, før briterne vender hjem, for iranerne er vedholdende krejlere. De ved fra gamle dage, at det – på kort sigt – kan betale sig at bryde det internationale samfunds regler. Den mere end 400 dage lange gidselaffære, hvor amerikanske diplomater blev tilbageholdt i 1979-81, blev afsluttet med den såkaldte Algier-aftale, der løste mange af det daværende præstestyres problemer. Ved at holde affæren kørende, fik Iran ophævet sanktioner og frigivet en masse penge. Men på længere sigt skabte affæren et så iskoldt klima mellem USA og Iran, at amerikanerne støttede Saddam Hussein, da han et par år senere gik i krig mod præstestyret.
Det er på mange måder samme logik, der huserer i dag. På den korte bane kan Iran måske få løsladt diplomaterne og fjerne opmærksomheden fra landets omdiskuterede atomprogram for en stund. Men på længere sigt er det et farligt spil. For gidseldramaet sætter menneskelige ansigter på konflikten mellem Iran og Vesten. For almindelige borgere i Storbritannien og USA er det mere nærliggende at stemple Iran som en farlig kriminel stat, når der sidder en ung, grædende kvinde på tv-skærmen, end det er at gennemskue kontroversen om det iranske atomprogram.
Når de iranske diplomater udleveres, eller der er gået nok tid til, at Ahmadinejad kan fortælle sin befolkning, at Vesten har fået en lærestreg, vil søfolkene blive løsladt. Men vandet vil også løbe en smule hurtigere på de amerikanske høges krigsmølle. Og et endeligt opgør om det iranske atom-eventyr vil være flyttet tættere på.