Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
- Vi havde alt at tabe og knap så meget at vinde. Men det vigtige er, at vi nu har fået en afgørelse på skrift, der fastslår, hvad vi hele tiden har vidst: En kollektiv aftale skal rent faktisk være kollektiv.
Sådan lyder det fra Dansk El-Forbunds (DEF) advokat Jeppe Wahl-Brink efter, at forbundet har vundet en sag ved en faglig voldgift. Afgørelsen slår fast, at lokalaftaler ikke blot kan indeholde en henvisning til, at medarbejderne kan lave individuelle aftaler om det forhold, som lokalaftalen skulle have reguleret. Det skriver fagbladet Elektrikeren.
Sagen handlede om, hvorvidt et el-installatørfirma i henhold til overenskomsten udtrykkeligt eller stiltiende havde indgået lokalaftale med medarbejderne om betaling af zone- og kørselstillæg. Firmaet havde ingen nedskrevne retningslinjer for kørslen, hvorfor hver enkelt medarbejder havde sin egen uskrevne ordning.
Dette mente firmaet, at medarbejderne havde accepteret over så lang en årrække, at der var indgået en stiltiende lokalaftale om, at dette var en okay måde at regulere rejse- og vejtid på. De uskrevne - og for medarbejderne vidt forskellige - 'lokalaftaler' blev altså indgået med hver enkelt ud fra kriterier, der ikke var fastlagt på forhånd.
Parterne forsøgte gennem forhandlinger at blive enige om en skriftlig, kollektiv lokalaftale om kørselsbestemmelser, men uden succes. Sagen måtte derfor afgøres ved faglig voldgift. Afgørelsen, som bakker DEF's synspunkter op, siger blandt andet:
"Efter det foran anførte skal en lokalaftale i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14 stk. 3 i hvert fald i alt væsentligt indeholde en forhåndsregulering af betaling for rejse- og udearbejde, således at den enkelte medarbejder ikke nødsages til at forhandle individuelt herom."
Ifølge forbundets advokat Jeppe Wahl-Brink er afgørelsen vigtig, da den omhandler et grundlæggende princip om kollektiv indgåelse af aftaler:
- Når medarbejderne forhandler enkeltvis, står de i en svag position over for arbejdsgiveren, da de jo nemt kan få det indtryk, at jobbet kan være på spil. Når forhandlingen foregår kollektivt, udjævnes denne ulighed, da virksomheden jo ikke 'bare' kan fyre alle medarbejderne på en gang.
- Derfor er vi tilfredse med, at afgørelsen bekræfter, at man altså forhandler på vegne af medarbejdergruppen og ikke enkeltvis, siger han.
Læs mere på side 9 i fagbladet elektrikeren: http://www.e-pages.dk/danskelforbund/44/
Yderligere kommentarer hos Jeppe Wahl-Brink på tlf.: 33 29 70 30 / 20 24 16 92
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.