På gulvet flyder jakker, cykelhjelme, tasker og tomme flasker – nøjagtig som i en hvilken som helst anden 7. klasse. Men på bordene i klasselokalet Ibs Tempel på Mentiqa-skolen ligger der Illustreret Videnskab, Lademanns Leksikon og Politikens Store Verdensatlas, og på skemaet er lærer Tina Refning nået til filosofi.

»Det eneste, man kan vide, er, at man ikke ved noget,« konstaterer Zacharias.

»Men hvordan kan man vide det? For hvis man ved det, så ved man jo noget,« udfordrer sidemanden Thorbjørn.

»Jeg ved, at jeg tror, jeg lever,« indvender klassens eneste pige, Freja.

»Ja, det har hun nok ret i. Jeg ved, at jeg tror,« siger Stefan.

De otte drenge og den ene pige i Mentiqa-skolens ældste klasse er ikke, som børn er flest. Hver har en IQ på over 130 – kun cirka to procent af den danske befolkning deler deres intellekt. Derfor har skolelivet heller ikke været ligetil for dem.

Nogle er blevet drillet af kammerater og skældt ud af lærere for altid at blande sig med kommentarer eller larme, fordi de kedede sig i skolen. Andre har været kede af det og indesluttede, fordi de følte, at omgivelserne ikke forstod dem.

Men fælles for klassekammeraterne i Mentiqa-skolens ældste klasse er, at de alle har følt sig anderledes og forkerte i forhold til andre børn.

På skolen i Vestergade, hvor børnene har gået siden august sidste år, oplever de for første gang, at der findes andre, der er anderledes på samme måde som dem selv.

»Det er nemmere at få et socialt liv. Jeg har lært, at jeg ikke er en særling, der går rundt og er sådan her,« fortæller Thorbjørn, og Zacharias følger op:

»Man føler sig ikke udstødt, og man bliver ikke mobbet eller talt ned til.«

Kunsten at snik-snakke

Ud over filosofi står dagens undervisning i Ibs Tempel på faget retorik/etik.

Mange højt begavede børn har svært ved at begå sig blandt deres jævnaldrende, fordi de ikke kan finde ud af, hvad der er passende at sige hvornår og ikke ved, hvordan man small-talker , fordi de ikke forstår meningen med den form for snak.

Derfor underviser Tina Refning børnene i retorik/etik, hvor de blandt andet lærer den uformelle samtales kunst. Men selvom både elever og lærer synes, de har fået en bedre forståelse for talens og tavshedens uskrevne regler, er det ikke noget, der præger dagens undervisning. Her bliver holdninger og meninger kastet ud i luften som skudsalver fra et haglgevær.

»Det er dårligt, der ikke er latin endnu.« Zacharias har givet bolden op til diskussion, og kammeraterne flokkes om at kaste den videre.

»Ja, vi har ikke nok sprog,« mener Michael.

»Synes I ikke, det er nok med tre sprog? Dansk, engelsk og tysk? Det synes jeg,« sukker Freja med himmelvendte øjne.

»Du har pissegul hud, Freja,« bryder Stefan ind, og sådan når diskussionen omkring mange emner, inden læreren igen får ørenlyd.

»Ja, de er altså ikke englebørn, bare fordi de er højt begavet,« fortæller 33-årige Tina Refning, der selv er medlem af Mensa og mor til Freja, klassens eneste pige.

Et eksperiment

Siden skolen åbnede sidste sommer, har hun undervist både de store og små elever, og selvom mange kritiske røster har betvivlet Mentiqa-skolens filosofi om at isolere og særbehandle højt begavede børn, er Tina Refning overbevist om, at den særligt tilrettelagte undervisning og fællesskabet med ligestillede vil gavne børnene senere i livet.

»Her lærer vi dem hvorfor, de er anderledes, for når de først forstår, hvordan de adskiller sig fra andre, vil de automatisk vide, hvordan de skal begå sig uden for de her mure,« siger hun og fortsætter i spøg:

»Men det er jo et eksperiment, det her. Så må vi se, om de alle er indlagt på den lukkede om fem år.«