I foråret 2003 klatrede Dahr Jamail rundt på Nordamerikas højeste bjerg, Mount McKinley i Alaska. Den dengang 34-årige amerikaner arbejdede som bjergguide for turister og skrev af og til et par artikler om klatring til en lokal avis.

Men så begyndte krigen i Irak, og Jamail blev vred. Vred over den måde, krigen blev fremstillet på, og vred over den måde, de amerikanske medier glemte de irakiske ofre for krigen.

Dahr Jamial sagde sit job op, købte et kamera og en billet til Jordan og tog af sted for at se krigen med sine egne øjne.

»På et hotel i Jordan stødte jeg tilfældigt ind i en tolk, og så tog vi til Bagdad i en bil. Chaufføren kørte 180 kilometer i timen for at undgå skud, og vi kørte forbi Fallujah, hvor amerikanerne var ved at angribe. Det var chokerende at se alle de ødelagte bygninger. Alt var kaos, og da jeg nåede mit hotel i Bagdad, tænkte jeg »hvad i alverden laver jeg«,« husker Dahr Jamail, der er fjerde generation i en libanesisk indvandrerfamilie, og som aldrig havde besøgt Mellemøsten før sin tur til Irak.

Fra borger til krigsjournalist

I dag, tre år senere, klatrer Dahr Jamail ikke længere i bjerge. Hans dækning af Irak-krigen har gjort ham til en efterspurgt foredragsholder og journalist, og denne måned besøgte han Danmark for at medvirke i både tv- og radioudsendelser.

I 2005 kom han på organisationen Project Censoreds liste over de ti største historier, de amerikanske medier har ?glemt? at dække. Den glemte historie var hans dækning af de civile tab under amerikanernes angreb på oprørere i byen Fallujah.

Dahr Jamail afslørede også, hvordan amerikanerne brugte hvid fosfor i angrebet på den irakiske by. Et stof, som ellers er ulovligt at bruge i krig.

»Det er den slags historier, jeg gerne ville have frem, fordi de amerikanske medier ikke selv graver dem op. Det er egentlig ret stort. Jeg ville bare til Irak for at se, hvad der skete, og nu er jeg krigsjournalist,« siger Dahr Jamail og smiler.

Men han bliver straks alvorlig igen og langer hårdt ud efter de amerikanske medier, som ifølge ham er alt for dårlige til at fortælle, hvad der sker i Irak.

»De amerikanske medier er ejet af store virksomheder, som ikke vil have de negative historier frem, og de er under politisk pres. Og så arbejder de ?embedded?, altså indrulleret, sammen med tropperne, så de møder ikke krigens ofre. Derfor er det vigtigt, at uafhængige amerikanske journalister også forsøger at dække krigen,« siger Dahr Jamail.

Kuglerne sagde »pop«

Selv mødte Dahr Jamail en god del af krigens ofre, og han var selv ved at blive et af dem flere gange. En gang eksploderede en bombe så tæt på hans hotel, at dele af loftet faldt ned. To andre gange var han tæt på at blive ramt af amerikanske kugler.

»Den ene gang kørte jeg i en civil bil ved byen Baquba, hvor vi passerede et par amerikanske Humvees (store jeeps, red.). Pludselig skød de efter os, og jeg kunne høre de små »pop« fra kuglerne, når de passerede os. Det var skræmmende, men det er ikke det, jeg tænker mest på fra Irak,« siger Dahr Jamail.

De billeder, som har brændt sig fast bag Jamails brune øjne, er billederne af afrevne lemmer, lig uden hoveder og rådnende menneskekød.

»Allerede i 2005 lukkede sundhedsministeriet for adgangen til journalister på hospitalerne, men en ven fik mig ind på et hospital i Bagdad. Jeg glemmer aldrig det syn. Ligene lå i bunker og rådnede, fordi der ikke var tid til at få dem væk. Der blev ved med at komme nye. Det var et stort kaos.«

I USA er Jamails rapporter ofte blevet ignoreret. Modstanderne beskylder ham for at være for kritisk over for den amerikanske hær og for at tage oprørernes parti.

»Jeg synes, jeg tager irakernes parti, fordi jeg beskriver, hvem ofrene for krigen er. Det kan virke ensidigt, men i USA hører man nærmest kun hærens version, så jeg betragter det som min mission at udligne balancen,« siger Jamail, der også har løsningen på USA?s problemer i Irak:

»Træk alle soldaterne ud, betal erstatninger til de irakere, der har fået deres liv ødelagt og drop alle amerikanske kontrakter om genopbygning, så irakerne selv kan tjene pengene. Ja, der vil blive borgerkrig, og ja, der vil blive kamp om magten. Men der er allerede kaos i Irak.«