Finalen ved fodbold-EM, der banker på døren, bør flyttes fra Kijev til Warszawa.
Sådan lyder kravet fra lederen af det førende oppositionsparti i Polen - EU-landet, som afholder sommerens slutrunde i fællesskab med Ukraine.
Flytningen skal ske i protest mod de ukrainske myndigheders behandling af den fængslede toppolitiker Julia Timosjenko, der er tidligere premierminister.
- Som et mindstemål bør Uefa flytte den sidste kamp i Euro 2012 fra Kijev til Warszawa, lyder det fra Jaroslav Kaczynski, frontfigur i det nationalkonservative Lov og Retfærdighedsparti og tidligere premierminister i Polen.
- Nogen anden reaktion vil være stille samtykke af yderligere udemokratiske aktiviteter fra den ukrainske regering, tilføjer han.
Julia Timosjenko afsoner i øjeblikket en fængselsdom på syv år for magtmisbrug. Dommen faldt i oktober i fjor.
Timosjenko siger, at hun lider af kroniske rygsmerter efter en diskusprolaps, og hun har beskyldt fængselsvagter for at have tævet hende. Siden 20. april har hun sultestrejket i protest mod behandlingen af hende.
Torsdag advarede Kaczynkis afløser som polsk premierminister, Donald Tusk, direkte om, at situationen omkring Timosjenko kan få dramatiske konsekvenser for Ukraines omdømme.
Polen har ellers hidtil været den mest højlydte fortaler for at få nabolandet knyttet tættere til EU.
Flere lande overvejer at droppe officielle besøg ved EM-arrangementet i protest mod behandlingen af Julia Timosjenko. Den tyske forbundskansler Angela Merkel er en af dem.
Polen og Ukraine arrangerer EM i fællesskab. Slutrunden starter 8. juni, og finalen spilles - efter planen - 1. juli i den ukrainske hovedstad, Kijev.
Reuters