Eller og Washington taber skridt i march mod NHL-finale

Washington Capitals tabte natten til fredag 2-4 til Tampa Bay Lightning, der udligner i NHL-semifinaleserien.
Tampa Bay Lightning tog anden sejr i træk i semifinaleserien mod Washington Capitals.
Tampa Bay Lightning tog anden sejr i træk i semifinaleserien mod Washington Capitals. Foto: Bruce Bennett/AFP

Danske Lars Eller og Washington Capitals havde natten til fredag mulighed for at få en matchbold i semifinaleserien mod Tampa Bay Lightning i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Hovedstadsholdet måtte dog forlade isen med et nederlag på 2-4. Dermed er der udlignet til 2-2 i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe.

Washington kom ellers bedst fra start, da Dmitry Orlov åbnede scoringen efter fire minutter af første periode.

Blot 70 sekunder efter åbningsmålet udlignede hjemmeholdets Brayden Point til 1-1. Og blot tre minutter senere kunne Steven Stamkos bringe Tampa Bay på sejrskurs med sin scoring til 2-1 i et powerplay.

Evgeny Kuznetsov udlignede for gæsterne fem minutter inde i anden periode, men i tredje periode bragte Alex Killorn igen værterne foran.

I de døende sekunder af kampen fik Anthony Cirelli lov til at cementere sejren, da Washington spillede med tomt mål i forsøget på at få udlignet.

Lars Eller fik 18 minutter på isen og havde to skud på mål og tilbragte fire minutter i straffeboksen.

De to hold spiller kamp fem lørdag aften lokal tid i Tampa Bay. Kamp seks spilles i Washington mandag.

Indtil videre er alle kampe blevet vundet af udeholdet i serien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.