Ellemann forstår Fanøs bekymring for større havn i Esbjerg

Esbjerg Havn får kun tilladelse til at udvide, hvis det ikke påvirker Vadehavet negativt, forsikrer minister.
Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) skal fredag underskrive en ny deklaration om Vadehavet sammen med Tyskland og Holland. Vadehavet er verdens største tidevandsområde og det eneste havområde i Danmark, der er udpeget som Unesco Verdensarv. Underskrivelsen i Holland er Ellemanns første udlandsrejse som minister.
Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) skal fredag underskrive en ny deklaration om Vadehavet sammen med Tyskland og Holland. Vadehavet er verdens største tidevandsområde og det eneste havområde i Danmark, der er udpeget som Unesco Verdensarv. Underskrivelsen i Holland er Ellemanns første udlandsrejse som minister. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Scanpix

Vadehavets skrøbelige natur vil lide skade, hvis Esbjerg Havn får tilladelse til en storstilet udvidelse, som havnen har planer om.

Sådan lyder frygten på Fanø, hvis borgmester, Sofie Valbjørn (AL), har sat alle sejl til for at forhindre udvidelsen.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Blandt andet har hun skrevet til miljøministrene for Tyskland og Holland, der fredag skal mødes med den danske miljøminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), om beskyttelsen af Vadehavet.

Jakob Ellemann-Jensen skriver forud for mødet i en mail til Ritzau, at han godt forstår Fanøs bekymring på Vadehavets vegne.

Men han lader forstå, at han er tryg ved de procedurer, som havneudvidelsen skal godkendes efter.

- Jeg kan godt forstå, at man kan være bekymret, når der er planer om et stort projekt i et vigtigt naturområde, skriver han.

- Vadehavet er et unikt stykke natur og det eneste havområde i Danmark, der er udpeget som Unesco Verdensarv - og derfor skal vi selvfølgelig passe godt på det.

- Jeg ser dog ingen grund til at råbe vagt i gevær. For man kan kun få tilladelse til en udvidelse efter en række vurderinger, der slet ikke er foretaget endnu.

Miljøministeren nævner, at der blandt andet skal foretages en VVM-undersøgelse. Det står for Vurdering af Virkninger på Miljøet.

Ud over at Vadehavet er udpeget som Unesco Verdensarv, er det også udpeget som Natura 2000-område, der er en EU-betegnelse for, at det nyder særlig beskyttelse.

Og Ellemann er tryg ved, at der tages de nødvendige hensyn, hvis der bliver givet tilladelse til at udvide havnen, skriver han.

Esbjerg Havn har søgt om tilladelse til at opfylde et areal på en million kvadratmeter.

Der vil blive tale om en form for kunstig halvø, der vil reducere afstanden mellem havnen og Fanø med 40 procent.

Udvidelsen af Esbjerg Havn var egentlig ikke på dagsordenen til de tre ministres møde fredag. Men efter henvendelsen fra Fanøs borgmester har den tyske minister bebudet, at han vil tage emnet op.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.