Togeksperter undrer sig over, hvordan togkatastrofen i Nordvestspanien kunne ske, da moderne tog har systemer om bord, som skal forhindre ekstreme overskridelser af fartgrænserne.
Alle otte vogne på toget, der kom fra Madrid og skulle til Ferrol i det nordvestlige Spanien, blev afsporet, da katastrofen skete nær byen Santiago de Compostela - formentlig på grund af alt for høj fart i et sving.
En ledende redaktør af Rail News, Sim Harris, siger, i en kommentar til rapporter om, at toget kørte alt for hurtigt:
- Jeg undrer mig virkelig over, hvordan det kunne ske. Moderne tog har systemer om bord, der stopper sådanne ekstreme overskridelser af hastigheden, siger Harris til BBC og tilføjer:
- Lokomotivførerens muligheder for at omgås reglerne på den måde er meget begrænsede, understreger han.
Ifølge BBC var der ingen tekniske fejl på toget, som netop var blevet gennemgået.
Den ene lokomotivfører indrømmede i en telefonsamtale med togstationen i byen efter ulykken, at han kørte for hurtigt ind i et sving, skriver flere spanske aviser.
- Jeg har afsporet toget. Hvad kan jeg gøre? sagde lokomotivføreren, da han tog kontakt med togstationen efter ulykken onsdag aften.
I samtalen, der torsdag blev gengivet i flere spanske aviser, indrømmer lokomotivførere, at han kørte mindst 190 kilometer i timen ind i et sving. Fartgrænsen på stedet er på 80 kilometer i timen.
- Vi er kun mennesker! Vi er kun mennesker! sagde lokomotivføreren ifølge avisen El País.
Ifølge nyhedsbureauet Efe er dødstallet på 78. Omkring 140 blev kvæstet. 20 af de kvæstede er i en kritisk tilstand.
/ritzau/