Den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, indviede søndag Mellemøstens største katedral i Egyptens nye administrative hovedstad øst for Kairo.
Det rapporterer BBC.
Den nybyggede katedral, Katedralen af Jesu Fødsel, holdt sin første midnatsmesse under et stort sikkerhedsopbud søndag - aftenen før den koptiske jul.
Indvielsen fandt sted, dagen efter at en politibetjent mistede livet i en eksplosion i byen Nasr, da han forsøgte at desarmere en bombe fundet ved en koptisk kirke.
De koptiske kristne i Egypten udgør cirka ti procent af landets indbyggere. Størstedelen af indbyggerne udgøres af muslimer.
Kopterne har længe klaget over at blive diskrimineret og er flere gange blevet angrebet af islamistiske militante, der anser dem for at være vantro.
Mange mener, at de egyptiske myndigheder ikke gør nok for at beskytte kopterne.
Søndagens indvielse af katedralen fandt sted samtidig med indvielsen af den store moské Al-Fattah Al-Aleem.
Under indvielsen af katedralen sagde præsident Abdel Fattah al-Sisi, at det sender et budskab om sammenhold, at moskéen og katedralen bliver åbnet på samme tid.
- Vi er ét folk, og vi vil forblive ét, sagde han under åbningen af katedralen med henvisning til egyptiske kristne og muslimer.
Siden december 2016 er flere end 100 koptere blevet dræbt i militante angreb i Egypten, skriver nyhedsbureauet AFP.
I april 2017 dræbte Islamisk Stat (IS) flere end 40 mennesker i et dobbeltangreb mod to kirker, og i december dræbte en kriger fra IS ni mennesker i et angreb mod en kirke i en forstad til Kairo.
Egypten har været i undtagelsestilstand siden april 2017.
/ritzau/