Flere svage unge skal på efterskole. Det mener Efterskoleforeningen, som vil have afsat penge på finansloven, så også lavtuddannede familier kan sende deres børn et år på efterskole.
- Vi tror, der er en fælles interesse i at støtte de her unge. Der kan det, at man tilbyder et efterskoleophold, være en mulighed. Men det kræver, at det er økonomisk overkommeligt, siger Sophus Bang Nielsen, sekretariatsleder i Efterskoleforeningen.
I øjeblikket er der en overvægt af børn fra ressourcestærke hjem i efterskolernes 10. klasser. Det viser en undersøgelse, som konsulentfirmaet Damvad foretog for Efterskoleforeningen i 2012.
62 procent af eleverne på efterskolernes 10. klasser kommer fra uddannelsesstærke hjem, mens det i folkeskolen blot er 40 procent.
Og efterskolerne vurderer, at de kan give de svage elever mod på at tage en ungdomsuddannelse.
- På efterskolen lærer man at lære og bliver motiveret for at tage imod mere læring. Og ikke mindst får mange nogle succesoplevelser, som kan give yderligere motivation, påpeger Sophus Bang Nielsen.
Det kan der være en idé i, mener Christian Helms Jørgensen. Han er lektor ved RUC og har undersøgt frafaldet på de danske erhvervsskoler.
- Efterskolerne giver dem en oplevelse af, at de kan noget. De har jo ofte en oplevelse af, at folkeskolen har været meget bedre til at fortælle dem om alt det, de ikke kunne, i stedet for at værdsætte det, de kan, siger han.
Ifølge forskeren kan eleverne bruge efterskolen til at komme ud af den rolle, de har haft siden første klasse. Og ud over dansk, engelsk og matematik tilbydes de fag, hvor eleverne kan dyrke deres egne interesser.
Når de oplever, at de er gode til noget, kan eleverne få større selvværd og lyst til at lære. Det kan hjælpe dem videre på en ungdomsuddannelse.
Efterskoleforeningen påpeger imidlertid, at den høje forældrebetalingen kan være med til at afholde de ressourcesvage familier fra at sende børnene af sted. Derfor vil foreningen have politikerne til at støtte dem økonomisk.
Hvert af de næste tre år bliver tilskuddet til efterskolerne reduceret med to procent. Det svarer til 40 millioner kroner på den kommende finanslov, og det er de penge, Efterskoleforeningen vil have i spil.
/ritzau/