Efter Bodil Jørgensen-ulykke: Filmfolk lever livet farligt

Bodil Jørgensens ulykke har sat sikkerheden på dagsordenen i teater- og filmbranchen. (Foto: Linda Johansen/POLFOTO)

De skal løbe hurtigere, og derfor går de på kompromis med sikkerheden. Det oplever både skuespillere og andre filmarbejdere. De fik sig en forskrækkelse, da skuespiller Bodil Jørgensen i juni var ude for en alvorlig ulykke.

I juni blev skuespiller Bodil Jørgensen kørt over af en traktor under en filmoptagelse. Hun er stadig sygemeldt.

Den tragiske ulykke har været en øjenåbner i teater- og filmverdenen.

Dansk Skuespillerforbund får nu flere og flere henvendelser fra skuespillere, der oplever, at sikkerheden ikke er i orden.

”Det skal gå hurtigere, og derfor går man mere på kompromis med sikkerheden, for der er simpelthen ikke tid til det hele,” siger Katja Holm, der er formand for Dansk Skuespillerforbund.

Det samme oplever de i Film- og tv-arbejderforeningen.

"Vi får hele tiden henvendelser fra folk, der har haft lange arbejdsdage og har haft svært ved at holde pauser. Og det er det, der kan være med til, at der sker ulykker," siger sekretariatschef Rene Høyer Jørgensen.

Den skrantende sikkerhed har fået to kamerafolk til at oprettet en Facebook-gruppe, der skal sætte fokus på sikkerheden i den danske filmbranche.

"Det er vel ikke nogen nyhed, at det ser skidt ud," skriver de blandt andet i gruppen, der på kort tid har fået over 200 medlemmer fra filmbranchen.

"Jeg fik jo ikke kvast mit underliv"

Bodil Jørgensens ulykke er langt fra den eneste. I 2012 fik skuespilleren Søren Sætter-Lassen er 500 kilo tung scenevæg ned over sig, mens han var i gang med at øve teaterstykket 'Lulu' på Det Kongelige Teater.

Flere andre danske skuespillere er kommet til skade de seneste år under filmoptagelser og teaterforestillinger, blandt andre Henning Mouritzen, Susan A. Olsen og Henrik Birh.

Se de uheldige skuespillere her.

I 2012 blev der anmeldt 82 arbejdsulykker i teater- og filmbranchen. Og i 2013 blev der anmeldt 61 arbejdsskader.

"Set ud fra tallene er det ikke en specielt ulykkestung branche," siger Anne Therese Schultz-Petersen, der er Tilsynschef i Arbejdstilsynet.

Med der kan sagtens ske flere ulykker i filmbranchen end dem, som Arbejdstilsynet ser, lyder det fra skuespillerforbundet.

"Skuespillerne er ikke opmærksomme på at anmelde ulykkerne. Når man er kommet sig over chokket, går man videre med sit arbejde og glemmer at anmelde det. 'Jeg døde jo ikke, jeg fik ikke kvast mit underliv eller mast alle mine ribben,' tænker man. Men det betyder ikke, at det ikke er en arbejdsulykke," siger formand Katja Holm.

Værre sikkerhed i Danmark end i andre lande

Og generelt er sikkerhedsniveauet i den danske filmbranche meget lavere end i de lande, vi normalt sammenligner os med. For eksempel er der i lande som England og Norge et fast krav om, at der skal være professionelle sikkerhedsfolk til stede under optagelsen.

Det burde der også være i Danmark, mener Morten Søborg, der er gift med Bodil Jørgensen. Selv er han filmfotograf, og i løbet af hans 25 år i branchen har han arbejdet i 16 forskellige lande.

"Lige nu flyder sikkerheden. Det er helt op til den enkelte producent at beslutte, hvordan han vil gøre tingene, og derfor bliver det meget tid og penge, der kommer til at afgøre det," siger han.

Bodil Jørgensen-ulykken kunne være undgået

Han mener, at Bodil Jørgensens ulykke kunne være undgået, hvis der havde været professionelle sikkerhedsfolk til stede under optagelsen.

I filmselskabernes brancheorganisation, Producentforeningen, mener direktør Klaus Hansen, at medlemmerne generelt tager sikkerheden meget alvorligt.

Alligevel vil han nu indkalde skuespillerne og filmarbejderne til en drøftelse af sikkerheden på filmoptagelserne.

"Når vi oplever sådan en forfærdelig ulykke som den med Bodil Jørgensen, må vi selvfølgelig tage sikkerheden op igen," siger han.