Edmonton udraderer Columbus trods Bjorkstrands to point

Den danske offensivspiller lavede både en scoring og en assist, men Columbus fik store tæsk af Edmonton i NHL.
Da anden periode sluttede, var Edmonton foran hele 5-0 mod Columbus og Bjorkstrand (til venstre), og kampen var reelt afgjort, da danskeren tog affære og lavede en scoring og en assist.
Da anden periode sluttede, var Edmonton foran hele 5-0 mod Columbus og Bjorkstrand (til venstre), og kampen var reelt afgjort, da danskeren tog affære og lavede en scoring og en assist. Foto: Bruce Bennett/AFP

Topholdet Columbus Blue Jackets fik store klø af bundholdet Edmonton Oilers, da de to hold stødte sammen natten til onsdag i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Oliver Bjorkstrand var igen med for hjemmeholdet, Columbus, der tabte 2-7 til canadierne i Nationwide Arena.

På forhånd var der ellers lagt op til en Columbus-sejr. Holdet befinder sig i toppen af Eastern Conference. Edmonton frister til gengæld en tilværelse i bunden af Western Conference.

Men da anden periode sluttede, var canadierne foran hele 5-0, og kampen var reelt afgjort, da Oliver Bjorkstrand tog affære.

Først scorede danskeren til 1-5 efter seks minutter i tredje periode, og få minutter efter lavede Bjorkstrand en assist til Jack Johnson.

Så var stillingen 2-5, og Columbus' hjemmepublikum kunne derfor kortvarigt håbe på et comeback.

Men det var Edmonton, der sluttede bedst. Holdet scorede yderligere to gange, før hornet lød, og ydmygelsen var derfor total.

Columbus ligger stadig i den sjove del af Eastern Conference med 39 point for 31 kampe.

Der var også andre danskere på isen natten til onsdag.

Frederik Andersen og Toronto Maple Leafs tabte 2-4 til Philadelphia Flyers.

Danskeren havde 34 redninger på 37 forsøg. Toronto har 41 point for 32 kampe, og holdet ligger lige over Columbus i den øverste del af Eastern Conference.

Lars Eller fik et kvarter på isen, da Washington Capitals slog Colorado Avalanche 5-2. Med Washingtons 39 point for 32 kampe er der dermed nærkontakt mellem de tre danskerklubber i toppen af Eastern Conference.

Der resterer dog lang vej, før det bliver afgjort, hvem der skal i slutspillet. Der spilles 82 kampe i grundspillet i NHL.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.