Dværge, århusianere, tosser og politikere er blandt de sjoveste mennesker i historien. I hvertfald har det siden tidernes morgen været god værkstedshumor at gøre nar ad lige præcis dem.
Nu har psykologen Joseph Polimeni undersøgt, hvor langt tilbage i historien, humoren går.
Polimeni mener, at humor er en af de allermest avancerede menneskelige egenskaber, som evolutionen har skabt. Hans undersøgelser tyder på, at humoren, eller nærmere evnen til at udtænke en joke, opstod for mindst 35.000 år siden.
Teorien går på, at vores hjerner på det tidspunkt var så langt, at vi kunne tænke abstrakt, som er kernen i både humor og religion.
Vi skal dog noget længere frem i tiden, før et egentligt vidnesbyrd om fortidig humor dukker op.
Dril ikke en dværg
Især blandt egyptere, grækere og romere vækkede det stor moro at udpege andre menneskers deformiteter. Den romerske statsmand Cicero (100 f.v.t.) opfordrede alle talere til at lægge ud med en god joke om mindre heldigt udseende personer blandt tilhørerne.
I Grækenland fastslog filosoffen Aristoteles (300 f.v.t.), at de stærke griner af de svage, og at grimhed, som ikke er direkte afskyelig, er humorens fundament.
Egypterne var så grove, at en kedelig fætter i 1200 f.v.t. fandt det betimeligt at henstille til folket: 'Grin ikke af en blind mand, og lad vær at dril en dværg.' Om det sidste er en henstilling eller en advarsel, vidner teksten dog ikke om.
Den danske psykolog og humorforsker Martin Führ tror ikke længere, det er nødvendigt at advare mod at gøre grin med dværge.
»Det er ikke længere populært at gøre grin med andres handicap, heller ikke med dværge. Dværge må godt gøre grin med dværge, for de gør det for at spøge med deres egen problematik, mens vi andre gør det for at hævde os selv,« siger han.
Martin Führ mener ikke, at vittigheder om dværge og århusianere kan sammenlignes, da dværgene ikke selv kan gøre for deres omstændigheder.
»Humor skaber sammenhold. Når københavnere gør grin med århusianere, så skaber de et fællesskab,« siger Martin Führ.
Børn er onde
Selv om de voksnes humor i dag er renset for hån, har børn dog bevaret evnen til at more sig over andres ulykke.
Martin Führ undersøgte om 1.100 børn mente, de kunne få det sjovest med en smilende eller grædende dreng. Fem procent af børnene valgte den grædende dreng, »fordi vi selv kan få det endnu sjovere, når han har det skidt,« som børnene begrundede det.
Yderligere undersøgelser viste, at netop den gruppe børn led af lavt selvværd.
»Man gør grin med andre for at få det bedre med sig selv,« siger Martin Führ.
Netop den tradtion dyrkede den græske digter Aristophanes, der i 400 f.v.t. begejstrede masserne med sine skuespil, der gjorde tykt grin med magthaverne i datidens Athen. Den amerikanske komiker Jon Stewart dyrker den samme afmagtshumor, hvor undersåtter hævder sig på magthavernes bekostning. Charles Chaplin befandt sig i samme tradition i film som 'Diktatoren' og 'Moderne Tider'.
Blandt de ældste nedskrevne jokes er egypternes hieroglyffer, der, bortset fra en enkelt tegning af en dronning med afrikanske kvinders karakteristiske bagparti, ikke er synderligt morsomme.
Philogelos
I digteren Homers vers om Odysseus fra omkring 800 f.v.t. fortæller titelpersonen kyklopen, at hans navn er 'Ingen', så da kyklopen senere råber »Venner! Ingen dræber mig,« er der ingen, der kommer til undsætning, hvilket morede de gamle grækere.
Bogen 'Philogelos', 'Latter-elsker' fra år 350 er den ældste samling af jokes. I den gør forfatteren via en snobbet Erasmus Montanus-karakter grin med intellektuelle, folk med dårlig ånde og slaveejere.
En typisk joke fra bogen er den om den intellektuelle, der har haft kønslig omgang med sin farmor. Da faren får fat i sønnen, vil han tæske ham, hvortil den intellektuelle søn svarer: »Nu har du bollet min mor hele mit liv, og så bliver du gal, fordi jeg en eneste gang ordner din mor«.
En lang række filosoffer som Platon, Kant, Hobbes, Descartes og Kirkegaard har beskæftiget sig indgående med humor.
Det er der kommet vidt forskellige holdninger ud af. De fleste er dog enig i, at humor ofte er centreret om selvhævdelse, opgør med autoriteter, fællesskab, modsætninger eller folk, der snubler.