Tag 3D-brillerne på. Og hold på dem. Åbningsforestillingen til festugen, Le Sacre du Printemps i Klaus Obermeiers 3D-opsætning, er som at drømme dybt og forsvinde væk til en ukendt verden.

Det starter langsomt. En bleg kvinde i hvid natkjole tegner gamle, slaviske tegn med hænderne. Hendes bevægelser bliver overført til et kæmpe filmlærred, og med 3D-brillerne på svæver de gamle bogstaver hen over stolerækkerne og nærmer sig publikum.

Så tager Stravinskys musik fart. Den blege kvinde vrider kroppen, mens de blodrøde bogstaver suser rundt i en ring omkring hende på lærredet. Med brillerne på virker det, som om bogstaverne brager forbi næsetippen.

Musikken ændrer karakter, og med unaturlige kantede bevægelser kravler kvinden mod scenekanten. På lærredet ser det ud, som om hendes lemmer bliver forlængede. Hun kravler ud af luften og maver sig nærmere og nærmere publikum. Så forsvinder billedet.

Kvinden bliver ofret

Le Sacre du Printemps drejer sig om, at en kvinde danser sig til døde som offer til foråret.

I 3D-drømmen i Musikhuset ser det ud, som om hendes krop går i opløsning. Hendes arme bliver firedoblede og slår forgæves ud i luften som edderkoppelignende fangarme. Senere bliver den sammenkrøllede krop til et væld af kvindekroppe, som slynges rundt, til de eksploderer i et hav af lysende prikker.

Nærmest bevidstløs ligger danseren på jorden. Først efter et stykke tid rejser hun sig vaklende. Jorden er blevet til et bevægende tæppe af digitale nuller og ettaller taller. Hun danser på taltæppet. Men de mange tal former sig i computergrafikken til en gigantisk mølle, der snurrer rundt om kvindekroppen. Så majer møllen hende i gulvet, og drømmen slutter i mørke.

Dronning Margrethe og alle de andre gæster til åbningen tager lidt modvilligt brillerne af, mens klapsalverne brager, og lyset bliver tændt i Musikhuset. Det er lidt som at vågne for tidligt søndag morgen, hvor man stadig har lyst til at drømme videre og se det hele igen. Mørkt. Smukt. Fortryllende.