Umiddelbart er der få lighedspunkter mellem dronning Margrethe og den amerikanske popsangerinde Lady Gaga.
Alligevel blev dronning Margrethe forvekslet med "Bad Romance"-stjernen under et besøg i Athen i september. Det skriver det norske Se og Hør.
Danmarks royale overhoved ankom til hotellet Grande Bretagne i Athen for at deltage i en frokost med sin lillesøster dronning Anne-Marie forud for hendes guldbryllup. Og da Dronningens bil ankom til stedet, blev den røde løber rullet ud.
Samme aften skulle Lady Gaga, der boede på samme hotel, spille koncert i den græske hovedstad, og den røde løber fik massevis af Gaga-fans til at flokkes foran hotellet. Og selv om popdronningens fans ikke fik deres idol at se, havde de danske og græske sikkerhedsfolk alligevel nok at se til, fordi de unge mennesker også gerne ville fange et glimt af dronning Margrethe.
Da sikkerhedspersonalet havde eskorteret Danmarks monark sikkert ind på hotellet, sad lillesøster Anne-Marie sammen med eks-kong Konstantin og deres fem børn og tre svigerbørn. De ventede nemlig på dronning Margrethe, inden de gik i gang med frokosten.
Newspaq