Når irakerne i dag tager hul på det femte år under krigslignende forhold, kan Danmark samtidig se tilbage på en æra, der er ved at være forbi.

Med beslutningen om at trække de danske soldater hjem fra den stadig farligere opgave i Irak til august har den danske regering stukket halen mellem benene og givet stormagtsdrømmene lov til at fortone sig i fortidens tåger.

Det var slet ikke så sjovt at være USA s bedste ven. Det kostede blod, sved og masser af penge, og endnu vigtigere: Muligheden for et borgerligt genvalg blev alvorligt forringet. Den pris blev for høj for statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans regering, og selv drømmene om en fast plads i international storpolitik var ikke nok til at fastholde den aggressive, udenrigspolitiske kurs.

Fremover lader vi irakerne om Irak og USA om at rydde op efter festen. Vi løber fra ansvaret og vasker vores hænder.

I stedet satser vi på at redde æren i Afghanistan, så vi kan trække os nogenlunde elegant tilbage og glemme alt om de dage, hvor Danmark ville være større end sig selv.

Det er irakerne, der betaler prisen. Det er dem, der på Irak-krigens fireårsdag må ruste sig til nye blodige angreb og kaotisk borgerkrig.

Og Danmark? Tja, regeringens strategi er sandsynligvis ganske fornuftig: Ved næste folketingsvalg er det hele glemt.