Jeg havde en drøm forleden. I mit sovende sind stimlede flere tusinde mennesker sammen på Rådhuspladsen i København. Voksne og unge. Hippier, sortklædte punkere og neutralt klædte mennesker fra alle dele af samfundet.

Klokken 22 satte den brogede flok kursen mod Nørrebro. Medbragte fakler lyste demonstranternes bannere op. Og deres ansigter, der bevægede sig i fællessangens grimasser. Luften bar ord som mangfoldighed, solidaritet og fællesskab rundt i kvarteret og frem til ørerne på de mange nysgerrige, der hang ud af gadevinduerne og fulgte menneskehavets færd mod Nørrebros Runddel. Hele vejen tæt fulgt af kampklædte betjente og blå blink fra politiets hollændervogne, der et stykke før runddelen spærrede demonstranterne af fra deres mål: Jagtvej 69 og det nu ryddede Ungdomshus.

Uroen bredte sig i rækkerne, og frustrationen lå som en højspændt elektrisk ladning i tomrummet mellem demonstranter og politi. Det var bare et spørgsmål om tid. Så ville én råbe »nazi-svin« mod betjentene. Og andre ville med de bare hænder grave chaussésten fri af fortovet for at bruge dem som kasteskyts. Men det skete ikke. I stedet satte demonstranterne sig ned på vejbanen. I fred og ro. Og der blev de siddende. Tavse. I dagevis.

Stilfærdige udøvere af civil ulydighed som den kinesiske mand, der nægtede at flytte sig for rækken af tanks under studenteroprøret på Den Himmelske Freds Plads i Beijing.

Mine øjne åbner sig langsomt. Fjernbetjeningen klikker ind på tv-billed-er af nattens virkelighed. Buldrende bål på Nørrebrogade. Vrede sortklædte mennesker, der kaster sten mod politiets biler. Hærdebrede betjente, der anholder teenagere, som slet ikke burde befinde sig på gaden på dette tidspunkt af døgnet. Jeg lukker øjnene. Prøver at finde tilbage til drømmen. Men den er forsvundet. En martsnat i 2007.