Små trøjer og bluser. Sengetæpper, dynebetræk, kopper og tallerkner. Med motiver af mummitrolde.

Ægteparret Sidsel og Michael Johansen kunne ikke stå for de søde, små børneting.

Det var i juni sidste år, hvor alt så lysere ud. Parret var derfor begyndt at forberede huset i Mårslet ved Århus på ankomsten af et adoptivbarn fra Kina.

Siden har situationen ændret sig. Parret venter nu på tredje år, og det er ikke længere sikkert, at Sidsel og Michael får brug for børnetøjet med mummitrolde på.

Antallet af danske adoptioner af børn fra udlandet er det laveste i næsten 20 år. Ventetiden for at få et barn vokser, og flere danske par og enlige risikerer at blive for gamle, mens de står på venteliste.

Ønsker et spædbarn

Sidsel og Michael er 42 og 44 år gamle. De ønsker at adoptere et spædbarn, som i Kina er 0 til 24 måneder.

Ifølge de danske regler må der højst være 40 år mellem barnet og ansøgeren, så hvis Sidsel og Michael ikke får tilbudt et barn, inden ansøgningen udløber i 2010, kan de ifølge kinesisk lov kun få børn, der er over seks år.

Sidsel og Michaels historie begynder som mange andre par. De mødte hinanden i slutningen af 20 erne, hvor de begge fokuserede på karrieren. Michael er selvstændig ledelseskonsulent, og Sidsel læser nu videre til pædagog.

»Jeg er nødt til at være klædt på, når barnet kommer,« siger hun lidt i sjov og tilføjer efter en lille pause:

»Hvis der kommer et.«

Sidsel og Michael var midt i 30 erne, da de var klar til børn. De prøvede igennem en årrække, men uden held. Lægerne kunne ikke konstatere nogen uregelmæssigheder, og derfor fortsatte de med at prøve.

Kroppen sagde stop

Et par år efter forsøgte parret insemination, men den medicinske behandling bar heller ikke frugt. Insemineringerne, hormonerne og ikke mindst nederlagene måned efter måned tog hårdt på forholdet.

»Jeg ville ikke tilbyde min krop mere efter fem insemineringer,« siger Sidsel.

Parret besluttede sig i stedet for at tilmelde sig et adoptionsbureau. Det var en stor lettelse. Dengang var det stadig nemt at adoptere, og Sidsel og Michael vidste nu, at de ville blive en familie før eller siden.

I alt tog det et år at blive godkendt hos de danske myndigheder, og herefter endnu et halvt år hos de kinesiske. I juni 2006 blev Sidsel og Michael officielt tilmeldt ventelisten i Kina, og derfra kan man bare vente. De kinesiske myndigheder opdaterer deres venteliste hver måned, og lige siden juni 2006 har Sidsel og Michael spændte fulgt med.

»Det mest frustrerende er, at man ikke ved, om man ender med at få et barn. Hvis der var en børnegaranti, ville folk få mulighed for at få langt mere livskvalitet, mens de står på venteliste. Vi kunne begynde at indrette et børneværelse og forberede ankomsten. Det er urimeligt, at vi kan risikere at gå i uvished i fem år, og så bare få at vide: desværre, I er for gamle,« siger Sidsel.

Ventekuller kalder de det. Rigtig mange finder ro ved at føre dagbog på nettet, mens andre skriver indlæg i forskellige debatfora. Her kan man få afløb for de værste frustrationer, men det er ikke altid lige konstruktivt.

»Noget af det, der bliver skrevet, er helt uforståeligt. Folk er så langt ude og frustrerede, at de ikke aner, hvad de skal gøre. De kan ikke holde til presset. Alle deres venner bliver forældre, og alle snakker om børn. Det er meget frustrerende ikke at kunne være med,« siger Michael.

»Der er helt sikkert nogle, der tangerer en grænse til en depression,« siger Sidsel.

»Jeg er nogle gange så frustreret, at der næsten ingenting skal til, før jeg bliver afsindigt ked af det. Så har jeg måske en tudedag eller to. Så er det bare enormt vigtigt at få talt om det,« siger Sidsel.

Hvis nu ...

Hvis det nuværende tempo på ventelisten holder, bliver det deres tur omkring januar 2010.

Samme måned som deres danske godkendelse udløber. Hvis de ikke får et tilbud inden, skal de ansøge forfra hos de danske myndigheder. Dermed ryger de automatisk op i kategorien for børn over seks år ifølge kinesisk lov.

»Vi har ikke taget nogen endelig beslutning endnu, men det er klart, at adoption af et ældre barn er noget helt andet. Mange af dem har oplevet flere svigt, da de er opvokset på børnehjem. Nogle af dem har både motoriske, sproglige og adfærdsmæssige vanskeligheder,« siger Michael.