Købmandsbutikken Min Købmand i Østerild ved Thisted måtte i al hast lukkes tirsdag eftermiddag. Butikkens loft begyndte at kollapse.
Det skriver Nordjyske.
Søren Lukassen, direktør i Østerild Erhvervsinvest, som ejer bygningen, hvor købmandsbutikken er indrettet, fortæller til avisen, at ingen kom noget til.
- Vi afventer skadesservice, så helt konkret, hvad der er sket, kan vi ikke sige noget om endnu. Der er sket et kollaps, men vi kender ikke årsagen, siger Søren Lukassen.
Butikken blev så sent som i november bygget op inde i en eksisterende hal, der tidligere har huset Land & Fritid.