Der opstod stor dramatik i en Netto-butik på Østergade i Assens på Fyn tirsdag aften, hvor en ung mand truede ekspedienten med en kniv.
Det skriver Fyens.dk.
Røveriforsøget skete ved 19.15 tiden, mens der stadig var kunder i butikken. Den unge mand havde, inden han gik op til kassen og truede ekspedienten til at udlevere penge, gået rundt i butikken i et stykke tid.
Manden lykkedes ikke med sit foretagende og tog flugten ud af butikken i ukendt retning. Fyns Politi gik umiddelbart efter hændelsen i gang med at afhøre vidner og gennemse videoovervågning.
Signalement af manden:
- Cirka 15 til 20 år
- 185-190 cm høj
- Iført lysegrå hættetrøje, sorte shorts og sorte Adidas-sko.