DR-værten Tina Müller er bedst kendt som hende, der præsenterer sportsnyheder til seerne. Men hun er også vært på DR’s ’Madprogrammet’, hvor hun sammen med medværten Adam Aamann går i dybden med mad og kulinariske oplevelser.
Spørger man Berlingskes madanmelder Søren Frank, er hun dog lidt på udebane i den rolle. Den hårde og fine madanmelder, der er vant til at teste gourmet-restauranter i ind- og udland, mener, at Tina Müllers ageren i ’Madmagasinet’ er en ydmygelse for kvindekønnet.
”Müller giver den i rollen som fnisende blondine med infantile smagsløg og kan ikke spise østers, blæksprutter og insekter, og så er det op til Aamann (medvært Adam Aamann, red.) at bevise, at disse råvarer kan tilberedes, så selv en blondine kan få dem ned. Ydmygende for både seerne og kvindekønnet! Det foreløbige lavpunkt blev nået, da Müller gik på jagt efter en gin & tonic uden gran-smagen, som hun ikke kan lide”, skriver Søren Frank i en anmeldelse af programmet i Berlingske.
Tina Müllers redaktionschef, Eva Kvist, har til Ekstra Bladet taget sin medarbejder i forsvar. Chefen fortæller, at ”selvfølgelig påvirker det hende”, når hun modtager en kritik af den kaliber.
- Hun har været vært i mange år, men har egentlig ikke prøvet, at nogen går efter personen. Og pludselig bliver det et problem, at hun er blondine og kommer fra sportens verden, siger Eva Kvist ifølge Ekstra Bladet.