Da Christian S. Nissen var på vej hjem en eftermiddag i efteråret 2006, lagde han som så mange gange før vejen om ad Metroen. Han ville nyde synet af DR’s nye byggeri på vejen ind til byen. Da DR-byggeriet tegner sig gennem forruden, bliver han prikket på skulderen af en mand, der vil vide, om det ikke gør ondt at se byggeriet, og om han ikke har fortrudt, at det blev sat i gang.

For der er med Nissens faste udtryk sandt for dyden meget, den forhenværende generaldirektør kunne have gjort anderledes. Så DR måske ikke stod i den nuværende situation, hvor der skal en spare-og fyringsrunde til for at klare udgifterne.

Man kunne have udvidet i TV-Byen. Eller fået ’Totalis-Brutalis’, som Nissen døber et fiktivt entreprenørfirma, til at bygge nogle kontorpladser og en fabrikshal til langt færre penge. Eller i det mindste valgt et billigere alternativ til den Jean Nouvels ’state of the art’ koncertsal, der er skyld i en stor del af budgetoverskridelserne.

Men nej, siger Nissen.

»Jeg er glad for, at byggeriet blev sat igang. Det er et fantastisk hus, som mange vil få glæde af. God arkitektur er ikke bare æstetisk, men også funktionelt, og det har været DR’s tradition i alle årene at bygge fremragende arkitektur. Det ville være forkert at lave et fabriksbyggeri,« siger Nissen. Også selvom – eller måske netop fordi – DR-Byen bygges for licensmidler, mener han.

»Med offentlige midler har man en særlig forpligtelse til at bygge noget, der er holdbart i bybilledet. God arkitektur. Der er mange der har ment, at DR-Byen var et personligt prestigeprojekt for mig. At jeg ville bygge mig et mausoleum. Det er helt far out .«

Den ’forhenværende’

Ingen kunne have forudset den situation, DR står i i dag, mener Christian Nissen. Alligevel betragter han den manglende byggestyring som sin største fejl, når han skal gøre status over sine ti år som generaldirektør i Danmarks Radio.

Det er godt to et halvt år siden, at Christian S. Nissen blev afskediget som generaldirektør for Danmarks Radio. Officielt på grund af en budgetoverskridelse i byggeriet, mens de mere uofficielle rygter gik om en politisk fyring, fordi Nissen ikke havde levet op til kravene fra den borgerlige del af bestyrelsen.

I dag har han det fremragende, erklærer han fra sin magelige sofa i hjemmet på Østerbro. Han har fået tid til at være foredragsholder, forfatter og farfar. Men på sofabordet ved siden af piben, tobakken og piberenseren ligger lommecomputeren. Christian S. Nissen er ikke gået på pension.

»Jeg troede faktisk, at jeg ville få læst flere bøger, men det har jeg ikke fået gjort.

Min kone siger, at jeg arbejder lige så meget, som da jeg var i DR.«

Og han har endnu ikke vænnet sig til titlen forhenværende. Med udgivelsen af sin erindringsbog Generalens veje og vildveje er han for en stund meget nuværende, i hvert fald i medierne, hvor debatten om en fire år gammel mail brusede i sidste uge. I en grad så forlaget besluttede at udgive bogen allerede i går – to dage før tid.

’I’ mod ’vi’

Det var en langt fra enig DR-bestyrelse, der i 1994 tilbød Christian S. Nissen jobbet som generaldirektør. Selv var han i tvivl, om han overhovedet skulle sige ja.

»Jeg havde et klart indtryk af, at det var en ualmindeligt ubehagelig arbejdsplads,« siger Nissen. En arbejdsplads med intriger og korridorpolitik, hvor medarbejderne spændte ’snubletråde’ ud for lederne, hvis de ikke brød sig om dem.

Som ny direktør oplevede Christian Nissen en rimelig positiv opmærksomhed i sine første dage. Indtil hans tiårsplan skulle implementeres i 1995-96, som han kalder sin værste tid i DR. En mediemæssig ørkenvandring med en ensom generaldirektør imod alle.

Han blev kaldt alt fra medieverdenens svar på Pol Pot og Sovjet-diktator. Selv mener han, at det var hans rationelle manager-kultur, der mødte DR-journalisternes mere kreative – og mere krævende. Som udefrakommende var det svært at vide, præcis hvornår han ville blive en integreret del af det store, sammentømrede DR.

»Min fejl var, at jeg i for lang tid stod uden for kredsen og pegede ind og sagde, at ’I’ gør det forkert. Derfor kom der en afstand mellem DR-kulturen og mig. Jeg burde på et tidligere tidspunkt være gået ind i kredsen og sagt ’vi’.«

Pression og højrebølge

Det interne pres havde mere eller mindre fortaget sig, da det i 2003 blev erstattet med et stigende pres udefra. Brian Mikkelsens kritiske mail til Jørgen Kleener var blot en del af det mønster, der begyndte at tegne sig. Christian Nissen oplevede et stigende pres både internt og i offentligheden. De nye bestyrelsesmedlemmer fra Dansk Folkeparti lagde i offentligheden ikke skjul på deres utilfredshed med i DR.

»Den, der betaler orkestret, bestemmer musikken,« erklærede Søren Espersen på et bestyrelsesmøde.

»Jeg mener jo lige det modsatte. Det publicistiske princip om redaktionel afhængighed er endnu vigtigere for en public service station. Hvis staten misbruger sit ejerskab til at præge journalistikken, har vi østeuropæiske tilstande,« siger Christian Nissen. Han oplever et skred i de principper, der gælder for DR’s redaktionelle uafhængighed bevares, og bider mærke i, at statsministerens næse til Brian Mikkelsen ’kun’ er for at referere fra et lukket ministermøde.

»Hvis Brian Mikkelsen havde videregivet en ministerros af årets Melodi Grand Prix, havde statsministeren nok ikke kommet med en lignende kritik.«

Til sin egen fortrydelse endte Christian Nissen med at sidde og diskutere navngivne journalisters politiske holdninger med bestyrelsesformanden. Et af de våben, der blev brugt imod ham – også i dag – var følgende replik fra et debatmøde i 1997, der af højrefløjen blev tolket som et forsøg på at placere DR til venstre for midten.

»Hvis DR skal tage sit idégrundlag alvorligt, bør vi bevidst i den samlede sendeflade forsøge at dæmme op for den højrebølge i indvandrerspørgsmålet, der strømmer igennem landet.«

»Jeg fortrød bittert, at jeg brugte ordet højrebølge’, for det havde ikke noget at gøre med det politiske spektrum,« siger Christian Nissen. Han ville belyse dilemmaet i DR’s nye idégrundlag, hvor der blandt andet stod, at ’DR skulle bygge bro over kulturelle, etniske kløfter’.

»Det er et problem for den objektive journalistik, hvis vi kun viser den indvandrer, der begår et overfald i Vollsmose og glemmer de 99 andre velfungerende indvandrere. Men det er jo ikke en nyhed efter nyhedskriterierne. Så hvis DR nøjes med kun at forfølge nyhedskriterierne, graver vi grøfter. Men hvis vi lukker øjnene for dem, der giver tæv for at bygge bro, forbryder vi os mod princippet om den uafhængige, kritiske journalistik.«

Christian Nissen har dog aldrig ønsket sig en 100 procent neutral journalistik af sine medarbejdere.

»Jeg tror, at der kommer bedre journalistik ud af, at journalister har deres sjæl med i det, de laver. Det, der så er redaktørens opgave, er at sørge for, at der er så højt til loftet, at en redaktion kan rumme mange forskellige holdninger. Jeg så meget nødig et DR, P1 eller Orientering, hvor man var så bange for, at der kom politiske holdninger ud, at det hele blev en grå masse.«

Hestetæmmeren

I 2004 forværres forholdet mellem generaldirektøren, der med stor tilfredhed kan se sin ti-årsplan gennemført og en bestyrelse med et politisk bagland, der langt fra er tilfreds med DR.

På det tidspunkt er forholdet blevet så dårligt, at det er skadeligt for DR, skriver Christian Nissen i sin erindringsbog.

»Set fra et professionelt synspunkt måtte den situation bringes til ophør, derfor var det professionelt rigtigt at skille sig af med generaldirektøren, altså mig,« siger Christian Nissen i dag om sin egen fyring.

Der gik dog et år før han var »kommet tilpas på afstand« til at sætte sig ned og skrive de erindringer, der ikke skulle være et hævntogt. For han er ikke vred.

»Der gik en historie om mig, hvor en medarbejder havde spurgt en anden, om mit hår var gråt eller hvidt. ’Det er ikke hår du, det er rimfrost,’ svarede den anden. Jeg viste sjældent de store følelser. Jeg har været utilfreds eller ked af det, eller måske fortvivlet. Men jeg har aldrig været styret af en gedigen vrede, det er jeg for rationelt handlende til.«

Selv om han selv har kaldt bogen for en lang liste over sine fejl, er det heller ikke tilgivelse, han søger.

»Jeg sidder ikke tilbage med et behov for tilgivelse, heller ikke for byggeriet. Jeg er ikke i tvivl om, at det er godt, at det blev bygget – overskridelse eller ikke overskridelse. Det optager mig i det hele taget ikke så meget, hvordan jeg vil blive husket. Havde jeg i mine ti år lagt vægt på det, havde jeg nok været mere rodeorytteren, der blot prøver at hænge fast i stedet for hestetæmmeren, der prøver at styre dyret.«