Selv om Borussia Dortmund har solgt supertalentet Mario Götze til Bayern München, lover træner Jürgen Klopp, at holdet til den kommende sæson bliver endnu stærkere end sidste år.
At det ikke er tomme ord, antydede Champions League-finalisten torsdag, da klubben offentliggjorde købet af angriberen Pierre-Emerick Aubameyang, som skifter fra den franske klub St. Etienne.
- Vi er meget glade for, at vi har fået vores ønskespiller i Pierre-Emerick Aubameyang. Han er meget fleksibel i offensiven, har enormt tempo i sine aktioner og udstråler målfarlighed, siger klubbens sportsdirektør Michael Zorc til Dortmunds hjemmeside.
Aubameyang, der spiller landsholdsfodbold for Gabon, men også har fransk pas, blev i sidste sæson næstbedste målskytte i den franske liga med 19 træffere.
Angriberen er sommerens anden forstærkning for sidste års nummer to i tysk fodbold. Tidligere har man købt den græske forsvarsspiller Sokratis Papastathopoulos i Werder Bremen.
/ritzau/