Den australske cykelrytter Stuart O'Grady havde sikkert regnet med, at han ville få et fornemt eftermæle.
Men efter at den 39-årige australier i søndags indstillede karrieren efter Tour de France, er O'Grady havnet i store problemer.
I onsdags offentliggjorde det franske senat en liste med ryttere, der tog epo under det franske etapeløb i 1998. O'Grady var på listen, og samme dag indrømmede han snyderiet overfor avisen The Advertiser.
Australiens olympiske komité (AOC) har efterfølgende bedt Stuart O'Grady om at trække sig som medlem af aktivkomitéen.
Nu spekulerer flere australske medier i, at den tidligere Orica-Greenedge-rytter også risikerer at miste sine mange OL-medaljer.
Stuart O'Grady deltog i løbet af karrieren i seks olympiske lege, hvor han markerede sig som banerytter. Det blev til guld i 2004 i Athen, sølv i Barcelona i 1992 og to bronzemedaljer i Atlanta i 1996.
En talsmand fra AOC, Mike Tancred, lægger ikke skjul på, at man er dybt skuffet over Stuart O'Grady.
- Det er sørgeligt. Han vil ikke blive husket som det fantastiske konkurrencemenneske, vi alle troede, at han var. I stedet vil han blive husket som en atlet, der ikke kunne stå for fristelsen til at tage doping for at få en fordel.
- Når det kommer til hans medaljer, så er det en sag for den internationale cykelunion, UCI. De skal tage stilling til medaljerne og komme med en anbefaling til den olympiske komité, IOC, siger Mike Tancred.
/ritzau/Reuters