Der er aldrig mere end 16 grader varmt hos Flemming Østergaard.

»Jeg skal kunne holde hovedet koldt, når jeg arbejder,« siger han og peger på sit air condition-anlæg på væggen i sit kontor i Parken.

Herfra regerer han, her tager han imod folk. Han har været direktør for flere selskaber, inden han kom til FCK og blev Don Ø. Det hele startede med hans uddannelse som fondsbørsvekselerer.

»Uddannelse er en af de vigtigste ting i livet. Jeg har siddet som elev i et vekseler-firma, og det er den bedste uddannelse, jeg nogensinde har fået. Der er kun ét universitet, der er bedre.«

Kunstpause.

Lang kunstpause.

Hvad er det for et?

»Livets universitet.«

Flemming Østergaard leverer one-liners, som en tenniskanon leverer bolde: med korte mellemrum og et stykke stilhed bagefter.

Kvinder piver

Selv er han træt af at høre på kvinder, som føler sig diskrimineret i erhvervslivet. Han tror ikke på det såkaldte glasloft, som nogle mener forhindrer karrierekvinder i at blive forfremmet, fordi chefen foretrækker den mandlige kandidat.

»Jeg holder meget af kvinder, og jeg holder meget af at ansætte dem, men når de begynder at pive om, at de ikke er med i erhvervslivet og i bestyrelser, siger jeg fuck det . Så gør jer kvalificerede til det, for helvede,« siger Flemming Østergaard.

»Kvinder har den urimelige ulempe, at de ifølge naturen føder vore børn. Det er et faktum. Det kan godt være, at der ikke er nogen, der kan lide at snakke om det, men spørgsmålet er, hvordan man planlægger det i familien. En af mine sønner havde i gamle dage seks forskellige klasselærere på fem år, fordi hans oprindelige klasselærer fik børn. Så skal man lade være med at blive klasselærer. Man kan planlægge ... (her kravler et insekt op på Don Ø s skjorteflip).

Du har en edderkop på kraven.

»Det betyder lykke, min pige.«

Nu er den på din hals. Måske er det en myre?

»Så væk med den!«

Flemming Østergaard ler højt og strækker halsen frem (Journalisten vifter dyret væk med enden af sin blyant. Don Ø fejer dyret, nu ikke længere kravlende, af bordet).

»Skolelæreren har et ansvar for at få tre børn på fem år. Så beder de selv om, at man bliver tosset i hovedet.«

Hvad skal man så gøre, hvis man vil have tre børn?

»Så må man lade være med at bolle. Haha, du spurgte jo.«

Men hvis man vil have tre børn?

»Så må man lade være med at blive klasselærer. Så må man blive faglærer.«

Pause.

»Nu skal jeg ikke til at være kvindehader. Jeg skal lige se, hvad du skriver bagefter.«

Det må du gerne.

»Der er mange, der mener, at det er en god idé at få flere kvinder i bestyrelser for at få flere bløde holdninger. Det er bullshit. Der er for mange kvinder, som går igen i bestyrelser, fordi der ikke er andre. Hvis de ikke er kvalificerede, skal de ikke ind. Jeg har selv ansat mange kvinder, og jeg er ligeglad, om det er en kvinde, en mand, en kineser, en sort eller en hvid – hvis vedkommende er kvalificeret, så ansætter jeg personen. Hvis de ikke er kvalificerede, tager jeg dem ikke. Det er klynkeriet, jeg er træt af.«

Søg, når du har født

For Flemming Østergaard er en forretning en forretning, og her hører særbehandling ikke hjemme.

»Et firma i Irland havde to ansøgere til et job, hvor den ene fortalte, at hun var gravid. Hende ville jeg da aldrig ansætte. Skulle jeg vente med projektet, til hun havde født? Gu vil jeg da ej. Så kan hun søge, når hun har født. Stine Bosse (direktør i forikringsselskabet Tryg, red.) er et strålende eksempel på, at man både kan have familie, bestyrelsesarbejde og et topjob. Måske skal man bare vente med at gå efter topjobbet, til børnene er kommet op i en alder, hvor man kan forsvare det. Kvinder, der formår at kombinere familie og karriere, beviser, at de er noget særligt, og de står derved uhyre stærkt i billedet, når der skal ansættes chefer. Men i øvrigt er en erhvervskarriere ikke nødvendigvis en åben port til himmelen. Det er jo helt individuelt, om man prioriterer karriere eller familien som den højeste lykke i livet. Mange mænd ville nok prioritere familien, hvis det var mere socialt legalt.«

Flemming Østergaards egen kone forsørgede ham, mens han læste og var soldat. Da de fik børn, valgte de i fællesskab, at hustruen gik hjemme, og det har hun gjort lige siden.

»Vi havde aldrig nogensinde kunnet leve det liv, vi kører, hvis der ikke havde været en base for vores to børn. Det bliver gjort til noget fuldstændigt skrækkeligt, at kvinder skal være hjemme, men det er et job, et meget vigtigt job.«

Kunne du selv have det job?

»Det tror jeg faktisk godt, at jeg kunne. Det er jo let nok for mig at sige i dag, men det er da et utroligt vigtigt job, hvis man ønsker at gøre karriere, at få huset til at fungere, at få børnene til at fungere. Hvis man har initiativ, kan man læse på universitetet. Man behøver ikke gå i stå, man kan for eksempel tage et halvdagsjob.«