Fodbolddommer Svein Oddvar Moen lagde sig fladt ned og erkendte, at han tog fejl, da han annullerede en scoring af Nicklas Bendtner i søndagens topopgør mellem Rosenborg og Brann i den norske Eliteserien.
Den danske angriber troede, han havde udlignet til 2-2 i det 70. minut, men den ene linjevogter vinkede sit flag for offside.
Dermed blev målet annulleret. Tv-billeder viste dog, at Bendtner var tydeligt onside.
I et interview efter kampen indrømmede kampens dommer, at annulleringen var en fejl.
- Der var mål, og vi skulle selvfølgelig have godkendt det. Det er mit ansvar, og i den situation var vi ikke gode nok som team, siger Svein Oddvar Moen.
- Det er ingen, som kan lide at lave fejl, men i dag lavede vi en fejl. Det må vi bare acceptere og komme videre, tilføjer dommeren.
Situationen blev vist på storskærmen på Lerkendal. Hjemmepublikummet reagerede voldsomt og begyndte at pifte af Moen og hans meddommere.
- Vi så situationen bagefter. Vi kan ikke begynde at dømme ud fra storskærmen, og hvad publikum mener. Der ville blive lavet mange fejl, hvis vi skulle lytte til publikum hver gang, siger Moen.
Det annullerede mål blev dyrt for Rosenborg, der tabte topkampen 1-2. De regerende mestre ligger dermed seks point efter Brann, der fører Eliteserien.
Nicklas Bendtner måtte kort efter sit annullerede mål udgå med en skade i lysken.
/ritzau/NTB