Den dødelige virus hesteherpes har spredt sig fra Fyn til Jylland.
TV Midtvest skriver, at sygdommen har spredt sig til tre heste i Jylland, hvor en pige fra Bjerringbro har måtte sige farvel til sin hest - den er blevet aflivet på grund af sygdommen.
Udbruddet af den smitsomme sygdom begyndte i sidste måned på Fyn. Her døde tre heste af den farlige herpes. To af hestene var fra Odense, mens den sidste var fra Nørre Aaby.
Den frygtede hestesygdom får konsekvenser for de kommende markeder. På torsdag åbner Sindal Marked, men her kommer publikum til at gå forgæves, hvis de vil se heste. Det nordjyske marked har nemlig valgt at forbyde det store dyr.
- Det er godt nok rigtigt trælst, men vi tør simpelthen ikke tage ansvaret for, at hesteherpes vil kunne blive spredt på Sindal Marked, sigert Henrik Pedersen fra markedet til Nordjyske.dk.
Beslutningen har fået markedsudvalget bag Hjallerup Marked - der sidste år havde over 200.000 gæster - til at overveje, om de også vil forbyde heste til deres marked.
- Det vil være rigtigt ærgerligt for Hjallerup Marked, der også er meget profileret på hestene, siger Keld Nielsen, formand for markedsudvalget bag Hjallerup Marked, til Nordjyske.dk.
Den aggressive virus blev konstateret efter et stævne på Fyn. Sygdommen viser sig ved, at hestene har svært ved at styre bagpartiet. Herefter mister de kræfterne, falder til jorden og kan ikke komme op igen. Til sidst bliver hestene totalt lammede. Virussen angriber nemlig rygsøjlen og går ud i forpartiet, så hesten ikke kan løfte halsen. Virussen smitter ikke mennesker, men smitten kan nemt overføres fra hest til heste via mennesker - ligesom hestene kan smitte hinanden med den dødelige sygdom.