Novak Djokovic spillede sig onsdag videre til tredje runde ved tennisturneringen French Open i Paris.
Den tidligere verdensetter, der rangerer som nummer 22 i verden efter en lang nedtur, vandt 7-6, 6-4, 6-4 over Jaume Munar, der er nummer 155 i verden.
Spanieren, som måtte gennem kvalifikationen for at komme med i hovedturneringen, overraskede i første runde ved den franske grand slam-turnering på grus.
Her besejrede Jaume Munar landsmanden David Ferrer, der nåede French Open-finalen i 2013.
Novak Djokovic indledte kampen med at blive brudt i egen serv, men serberen fik omgående brudt tilbage til stillingen 1-1.
Han kom senere foran 5-2, men 21-årige Jaume Munar fik brudt tilbage og fik sættet ud i tiebreak.
Her var Novak Djokovic klart stærkest med en 7-1-sejr.
I andet sæt var det serberens tur til at bryde første gang til 2-1, men Jaume Munar fik brudt hurtigt tilbage til 2-2.
Novak Djokovic brød igen sin modstanders serv til 5-4 og servede derefter sætsejren hjem.
I tredje sæt formåede favoritten at holde serv i hele sættet, og hans servegennembrud til 4-3 blev derfor afgørende for sættets udfald.
I tredje runde venter endnu en spanier på 20.-seedede Novak Djokovic, der vandt French Open i 2016.
Serberen skal møde 13.-seedede Roberto Bautista Agut.
Senere onsdag spillede også andenseedede Alexander Zverev sig i tredje runde ved at besejre serbiske Dusan Lajovic i fem sæt.
Zverev tabte første sæt 2-6, men han kom tilbage og vandt andet sæt 7-5, inden han også tabte tredje sæt. Her blev det 4-6, mens de to sidste sæt blev vundet overbevisende med 6-1, 6-2.
21-årige Zverev kan blive den første tysker til at vinde titlen i Paris siden 1937, hvis han går hele vejen.
/ritzau/