Der venter FC Nordsjælland en svær opgave, når holdet tirsdag aften møder russiske Zenit St. Petersborg i tredje kvalifikationsrunde til Champions League. Ikke mindst fordi Zenit-holdet er bygget op omkring en række stærke individualister.
Særligt den russiske offensiv byder på en række stjernenavne, mener Kasper Hjulmand, der er cheftræner i FC Nordsjælland.
- De spiller meget angrebsivrigt med mange løb og stor fleksibilitet. De har selvfølgelig en nøglespiller i Hulk, hvis han spiller, og Danny er en helt afgørende spiller i deres offensiv. Han får lov at drive rundt på banen. Axel Witsel er over det hele. Kerzhakov er også en god angriber, remser Kasper Hjulmand op og konstaterer:
- De har ganske enkelt nogle rigtig gode offensive spillere.
Omvendt er Zenits defensiv dog til at true, hvis man skal tro den danske træner.
- De har nogle okay midtstoppere, men de er ikke skræmmende. Både Neto og Lombaerts er fine spillere, men hvis man kan ramme dem på farten og få sendt nogle stikninger omkring dem, så kan det gøre ondt på dem.
- Men det er jo et superstærkt hold, så det er svært at sige, at de har svagheder, hvis man sætter dem over for vores hold. Men på Champions League-niveau er der nogle huller, påpeger Kasper Hjulmand.
Kampen spilles klokken 19.00 på FC Nordsjællands hjemmebane i Farum.
/ritzau/