Discountkæden Aldi vil fra efteråret kun sælge langsomtvoksende kyllinger.
Aldi dropper dermed de såkaldte turbokyllinger, der efter hurtig fysisk opvækst og kort levetid bliver slagtet og sendt ud i butikkerne.
I en pressemeddelelse siger Karina Marott, marketing- og kommunikationsdirektør hos Aldi, at kæden prioriterer dyrevelfærd højt.
"Derfor tager vi nu det fulde skridt og udfaser den hurtigtvoksende kylling fra vores ferske sortiment med kylling", siger Karina Marott og tilføjer:
"Vi håber at inspirere andre i branchen, og vi er overbeviste om, at vores kunder vil tage godt imod initiativet".
Fremover vil Aldi i stedet bruge den langsommere voksende og mere robuste kyllingerace, Ranger Gold.
Udfasningen finder sted i løbet af september og oktober. Initiativet vil få betydning for ikke mindre end 1,6 millioner kyllinger om året som fremover vil have et-statsligt dyrevelfærdshjerte.
Turbokyllingen Ross 308 vokser fra 50 gram til over to kilo på bare fem uger.
Den døjer blandt andet med gangproblemer, lammelser og vejrtrækningsbesvær. Det har fået flere dyreværnsorganisationer til at kritisere brugen af den hurtigtvoksende kylling.
Ifølge dyreværnsorganisationen Anima har har kendte brands som Espresso House, Lidl, 7-Eleven og Scandic Hotels i år valgt at droppe den kontroversielle turbokylling.