DF på vej ind til skattemøde: Vi har ingen fast deadline

Støttepartiet har ikke lagt sig fast på, at en skatteaftale skal være i hus inden jul, siger Peter Skaarup.
Hvis regeringen og Dansk Folkeparti kan blive enige om en skatteaftale inden jul, er det fint. Men det er ikke sikkert, det kan lade sig gøre, siger DF-gruppeformand Peter Skaarup på vej ind til et forhandlingsmøde i Finansministeriet tirsdag eftermiddag.
Hvis regeringen og Dansk Folkeparti kan blive enige om en skatteaftale inden jul, er det fint. Men det er ikke sikkert, det kan lade sig gøre, siger DF-gruppeformand Peter Skaarup på vej ind til et forhandlingsmøde i Finansministeriet tirsdag eftermiddag. Foto: Jens Astrup/arkiv/Scanpix

Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag er til klimatopmøde i Paris, fortsætter forhandlingerne om en skatteaftale i Finansministeriet hos finansminister Kristian Jensen (V).

Meldingen fra regeringspartiet Liberal Alliance lyder, at aftalen er i hus inden jul.

Men det er Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, langt fra sikker på. Kan det blive inden jul, "er det fint". Bliver det først efter jul, går det også, lader han forstå på vej ind til forhandlingerne:

- Vi har ikke en fast deadline for det her arbejde. Det havde vi for finansloven, så vores offentlige ansatte kunne få deres løn næste år.

- Kan vi lave en fornuftig aftale, er vi parate til det. Det gælder både skat og udlændingepolitikken. Men kan vi ikke det, har vi ikke lagt os fast på forhånd.

Her konstaterer han samtidig tørt, at parterne "jo ikke er færdige, før vi er færdige", og at der ikke er nogen aftale på trapperne lige foreløbig.

LA-leder Anders Samuelsen har ellers forsikret, at der kommer historisk store skattelettelser før jul.

Regeringspartiet meddelte fredag, at det kun stemmer for finansloven, når den skal til afstemning i Folketingssalen, hvis der forinden er landet en skatteaftale.

Selv om statsministeren mandag slog fast, at regeringen "selvfølgelig" stemmer for finansloven, vil LA-toppen trods gentagne forsøg fra pressen ikke give nogen garantier.

- Jeg synes ikke, man skal bruge slet skjulte trusler, lyder Peter Skaarups reaktion.

- Liberal Alliance sidder som regeringsparti og må forventes at tage det ansvar på sig, som det indebærer.

Gruppeformanden forsikrer, at støttepartiet ikke gør en selvstændig dyd ud af ikke at leve op til Liberal Alliances deadline.

- Regeringen kan godt sætte deadlines, men den har kun et vist antal mandater. Derfor kan man ikke bare regne med, at vi nødvendigvis siger, at vi er klar inden den dato.

Peter Skaarup ville på vej ind til mødet i Finansministeriet ikke svare på spørgsmål om det konkrete indhold i skatteaftalen:

- Det er inde ved forhandlingsbordet, vi skal snakke om det. Så kan vi på den anden side af en aftale sige, hvad der er kommet ud af det. Men det er ikke sikkert, der kommer en aftale.

Sideløbende med skatteforhandlingerne forhandles udlændingestramninger hos udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.