Det er her, det hele begyndte. I byens hjerte, Nivå Centret.

Normalt sker her ikke så meget andet end, at folk jagter hakket oksekød på tilbud, finder tøj i den rette størrelse og siger »længe siden«, når de møder en bekendt ved kasseapparatet.

Det er byens centrum, og samtidig her forstadsidyllen for nogle uger siden fik syngende lussinger, da et skænderi om en fodbold udviklede sig til hidsige sammenstød mellem politi og en gruppe unge drenge.

Sammenstød der gav genlyd i flere dage med brand i gaderne, smadrede politibiler, stenkast og stribevis af anholdelser.

I dag har roen igen sænket sig over forstaden Nivå.

Hylende sirener

De hylende sirener er erstattet af fuglekvidder, men noget er forandret.

Det mener blandt andre Flemming Andersen, der i dag står og venter på sin kone foran en af centrets butikker:

»Her er jo i virkeligheden rart i Nivå. Sådan lidt landagtigt, hvor man hilser på folk på gaden. Når det her så sker tænker folk; det havde jeg godt hørt om før, det er jo det vilde vesten,« siger Flemming Andersen og hentyder til, at kommunen for tre år siden var i spalterne på grund af lignende uroligheder i Kokkedal.

Og selvom kriminaliteten gennen flere år har været faldende, kæmper Nivå med et ry som en by, der har flere sociale problemer end andre af dens velfriserede nabobyer i whiskybæltet.

Historier om bål i gaden er ikke noget, der gavner friværdien, mener en kvinde, der for en stund har stillet bæreposerne fra sig:

»Nu har jeg hus her, og jeg kan da godt tænke: Går det ud over Nivå, at byen bliver kendt som et sted, hvor der foregår en masse kedelige ting. Kunne det for eksempel gøre det svært at få solgt sit hus,« siger hun.

Lidt derfra, i Nivå Centrets café sidder to ældre damer fra Birkerød, der er steget af toget for at drikke kakao.

»Jeg vil ikke gå ud efter mørkets frembrud. Jeg tør ikke. Der sker så meget. Hvis jeg absolut skal bevæge mig ud, tager jeg en taxa. Vi har fået et samfund med for meget vold og knivstik. Om så jeg fik foræret en lejlighed i Nivå, ville jeg ikke bo her,« siger den ene kvinde med en alvorlig mine.

Foran centeret

Kvinderne støder af og til på den gruppe unge mænd, overskrifterne handler om. Også denne dag holder de til på deres vante plads ved indgangen til centret, hvor der står sprayet Fuck med store bogstaver.

De giver hinanden håndtryk med store armbevægelser mens musikken pumper ud af en parkeret bil med nedrullede vinduer. De ældre damer har hver deres taktik, når de går forbi drengene. Den ene kigger væk. Den anden smiler for at undgå konfrontationer.

Ikke halvt så barske

Drengene selv mener ikke, de er halvt så barske, som de bliver fremstillet.

Ifølge dem var det politiet, der talte i en respektløs tone, som provokerede de unge til at svare igen.

Ifølge politiet er det en anden historie. Men drengene har lagt mærke til, at forbipasserende sender dem mærkelige blikke:

»Mennesker kigger på os på en anden måde. De ser på os som man ser på personer, man ikke kan lide. Det burde de ikke, for vi har ikke gjort dem noget. Det er ikke en farlig by, men bliver jeg angrebet forsvarer jeg mig,« siger en af de unge, en 17-årig fyr i en grøn hættetrøje. Hans ven tilføjer:

»Aviserne skriver ikke, hvordan politiet opførte sig. De taler bare med politimesteren og skriver hans synspunkter. De betjente, der kom, var nye og skulle vise os, hvem der bestemte. Hvis de kunne snakke pænt og opføre sig over for os, som de gør over for alle andre, ville vi også snakke pænt,« siger han og tilføjer:

»Det er ikke rart, at folk tror, man er sådan en, der slår gamle damer ned. Det er ikke en god følelse at få at vide, at du er en af dem.«