Den ene af sæsonens to nedrykkere er fundet.
Det må være den barske konklusion efter Silkeborgs højdramatiske nederlag til AC Horsens i Superligaens første forårsrunde søndag.
Med lidt held kunne Silkeborg have fået det ene – og måske alle tre – point. I stedet måtte holdet lære på den hårde måde, at fodboldspillet kan være ondt.
Silkeborgspillerne viste åbenbart ikke, at de er på en umulig mission, så de kæmpede ganske flot mod overmagten. Selv da målmand David Preece korrekt blev udvist for at tage med hænder uden for feltet, gav holdet ikke op. 10 mod 11 lykkedes det for Simon Nagel at udligne direkte på frispark med 10 minutter igen, og holdet kæmpede bare videre.
Og så: Til allersidst, vil nogle mene, blev Iddi Alkhaag jordet med en nødbremse på kanten af feltet. Dommerens fløjte forblev tavs, og på det efterfølgende kontraangreb kunne reservekeeper Lasse Jørgensen ikke forhindre Gilberto i at sømme endnu et søm i Silkeborg-kisten med sejrsmålet til 2-1. Ingen kan sige, at det ikke var fortjent, men Silkeborg må have følt, at det hele var unødvendigt uretfærdigt lige der.
Til gengæld er de tre point formentlig nærmest guld værd i Horsens. Den Gule Fare er fortsat placeret på plads nummer 10, men med hele ni point ned til Vejle. Og som ikke mindst debutanten Ali Gerba (Læg mærke til ham fremover!) spillede i dag, så skal meget gå galt for AC Horsens, hvis ikke de skal redde livet.
Superligaen:
Horsens-Silkeborg 2-1
1-0 Ali Gerba (22.min)
1-1 Simon Nagel (81.min)
2-1 Gilberto Macena (91. min)
Tilskuere 5.525