Indsatsen i Afghanistan har medført tragiske tab, og risikoen for flere består. For de pårørende må tabene være ubærlige, og for mig er de smertelige. Men soldaternes indsats er af største betydning.

Sammen med alle andre NATO-lande og en række partnerlande er Danmark engageret i Afghanistan, fordi terrorismen hos Talebanstyret havde fundet en sikker havn. 11. september 2001 blev en øjenåbner, og det internationale samfund havde intet andet valg end at gribe ind. Den danske indsats er besluttet af et bredt flertal i Folketinget.

Formålet var og er at støtte den afghanske regering i at få kontrol med landet, så fremskridt kan afløse frygt, undertrykkelse og fattigdom. Men militære midler kan ikke alene stabilisere Afghanistan. Derfor går den militære indsats hånd i hånd med civil genopbygning, og det nytter. Eksempelvis er de første valg i 36 år afholdt, hvor 8 millioner afghanere stemte – 40 procent var kvinder. Antallet af børn, som går i skole er femdoblet – 37 procent er piger. Økonomien er også vokset år for år, men vi er ikke i mål.

Det vil i lang tid frem kræve en dedikeret militær og civil indsats at vinde freden i Afghanistan. Men det ændrer ikke ved vigtigheden, og Danmark vil fortsat løfte sin del. Jeg både ønsker og håber, at det internationale samfund vil stå sammen om at løfte byrden i Afghanistan – for vores egen skyld og for afghanernes.