FRA SLUTNINGEN AF 1800-TALLET og frem til et godt stykke op i 1900-tallet spillede begreberne værdigt trængende og uværdigt trængende en central rolle i dansk socialpolitik. De bruges ikke længere i sin direkte form, men selve tankegangen med at opdele mennesker i værdige og uværdige modtagere af samfundets hjælp lever skam stadig i bedste velgående.
Dette tema er gentagne gange taget op i de seneste år af forskere som eksempelvis Jørn Henrik Petersen, Birgit Kirkebæk og Mathias Herup Nielsen. De har alle peget på, hvordan man med social- og beskæftigelsespolitikken igennem de seneste år har skabt fortællingen om en helt ny klasse af uværdigt trængende, som ikke fortjener samfundets solidariske hjælp. I øvrigt er det i sig selv et skred, at de fleste af de forhold, der burde høre under Socialministeriets ressort, i dag er blevet overflyttet til Beskæftigelsesministeriets ressortområde.
Den grundlæggende logik i begrebet om, hvem der vurderes værdigt trængende, og hvem der ikke gør, handler om, hvor megen kontrol det enkelte menneske anses for at have over sin egen situation. Den, der ikke har megen kontrol over situationen, anses som hovedregel for at være mere værdig til at modtage hjælp end den, der selv menes at have kontrol over situationen. Derfor udpeger borgere på tværs af landegrænser systematisk ældre og mennesker med handicap som meget værdige til at modtage hjælp og arbejdsløse som mindre værdige, og derfor anses det generelt for umoralsk af et samfund, hvis det forventer noget af sine borgere, som de ikke kan honorere, fortæller ph.d., postdoc og forsker i statskundskab ved Aalborg Universitet Mathias Herup Nielsen i et centralt indlæg i Politiken den 29. juni i år.
Alligevel er det slet ikke nogen selvfølge, at skiftende regeringer deler samme logik og anerkender dem, der ikke har kontrol over deres situation, som værdige modtagere af samfundets solidariske hjælp. Med skiftende politiske kurser ændres begrebsdannelsen. Vil man beskære social- og beskæftigelsesområdet voldsomt, er politikerne nødt til at legitimere det moralsk ved at ændre begreberne.
IGENNEM DEN SENERE ÅRRÆKKE har vi set et stigende skred i begreberne om, hvem der betragtes som værdige modtagere af samfundets hjælp, og hvem der ikke gør. På social- og beskæftigelsespolitikkens ressort er det skred sket igennem de seneste to årtier under ministre som eksempelvis Claus Hjort Frederiksen (V), Inger Støjberg (V), Mette Frederiksen (S), Karen Hækkerup (S), Jørn Neergaard Larsen (V), Karen Ellemann (V) og Troels Lund Poulsen (V) – men skreddet er tiltaget siden 2011, hvor Helle Thorning-Schmidts SRSF- og SR-regeringer gik reform-amok og satte turbo på en transformation af begreberne såvel som af vores samfund fra velfærdsstat til konkurrencestat.
Jørn Henrik Petersen, som er dr.phil., professor og leder af Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet, fortalte i et interview i Politiken i 2014, hvordan det skred hænger uadskilleligt sammen med en bestemt retorik. Det er en retorik, der skelner mellem ’dem, der kan, men ikke vil’ og ’dem, der vil, men ikke kan’. Her er der ikke stor forskel på en Claus Hjort Frederiksen og en Mette Frederiksen. Og Mathias Herup Nielsen skriver i sit føromtalte debatindlæg i Politiken, hvordan ”… den politiske løsning på problemet [har] været at udfordre selve fortællingen om den værdigt trængende borger, som ikke kan arbejde. At hævde, at den borger, der vurderes ikke at kunne arbejde, måske godt kan arbejde alligevel. (…) Det er politik, som slet og ret virker ved at producere uværdigt trængende borgere. Som rækker ud efter de værdigt trængende og trækker dem ud af deres moralske helle.”
Der er altså tale om en politisk strategi, der bevidst forsøger at gøre værdigt trængende til uværdigt trængende, så man kan beskære hjælpen til dem uden at få befolkningens moralske fordømmelse. Det gælder helt overordnet for alle de politiske "reformer", som i virkeligheden har været forringelser af ydelser og hjælpemuligheder i den reform-amok, som tæller blandt andre førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp, servicelov, klagesystem og refusionssystem.
DET ER EN POLITISK STRATEGI, der vælger at skjule mange af de mennesker, der har hjælp behov, ved at ændre politiske kategoriseringer og retorik. Vi har set det samme mønster i alle de politiske nedskrivninger af hjælp. I fleksjob- og førtidspensionssystemet skal nu selv en borger med en enkelt times arbejdsevne tvinges i ressourceforløb med eller uden seng, selvom alle helbredsattester fra borgerens praktiserende læger og andre speciallæger tilsiger, at helbredstilstanden er stationær, og alt afprøvet uden held. Om det skader borgeren, ser man ikke på i en del af disse kommunale forvaltninger. Mistænkeliggørende sagsbehandling og mange års ventetid er, hvad mange borgere modtager trods alvorlig sygdom eller handicap, der påvirker deres funktions- og arbejdsevne. Nogle afvises trods stor invaliditet den sociale sikring, som en førtidspension kunne give, og visiteres til fleksjob eller minifleksjob – dog uden sikkerhed for, at det ender med et konkret job og arbejdsindtægt. I sygedagpengesystemet skal den syge borger efter 22 uger ikke regne med nogen forståelse for netop sygdom, og i kontanthjælpssystemet er strategien med særlig stor succes blevet gennemført, uden at store dele af befolkningen har opdaget det.
Kontanthjælp, tidligere bistandshjælp, har traditionelt slet ikke været tiltænkt personer, der har behov for særlig hjælp på grund af sygdom eller handicap. Den har alene været den sidste eller nederste sociale hjælpekategori for alle mennesker i alle typer af situationer, som kan opstå i et liv. På grund af sin generelle karakter har den været tænkt som en midlertidig hjælp, og derfor kunne man gøre den mindre end andre mere varige typer af hjælp.
Men som led i transformationen fra velfærdsstat til konkurrencestat og af kriterierne for, hvem der kan få samfundets solidariske hjælp i Danmark i dag, er flere og flere af de syge og mennesker med handicap blevet flyttet over i kontanthjælpssystemet. Det er blandt andet en af konsekvenserne af reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp, fordi flere og flere bliver afvist forlængede sygedagpenge, fleksjob eller førtidspension. Man har bevidst ændret lovgivninger og kategoriseringer af folk i systemet, så de fremstår, som om de slet ikke har brug for hjælp – eller i al fald ikke så meget, som de egentlig har. Ph.d. og adjunkt på VIA Socialrådgiveruddannelsen Finn Amby skrev om det i en ph.d. i 2014, hvor han kaldte kontanthjælpsmodtagere med handicap for en skjult målgruppe, fordi kontanthjælpssystemet slet ikke er indrettet med henblik på at tage hensyn til sygdom eller handicap.
Det er en brutal måde at vise foragt for svaghed på, at man ikke anerkender den, men simpelthen ændrer på vurderingen af og fortællingen om mennesker, der står i en svag position. Det kan også kaldes manipulation med sandheden. Og med denne foragt har man så gjort de værdigt trængende til uværdige nasserøve eller syndebukke.
JEG KUNNE ØNSKE MIG en helt anden og menneskelig politisk kurs, hvor den øverste politiske magt ikke foragtede dem, der uden egen skyld står i en svag position, men anerkendte dem som sådan og som berettiget til samfundets solidariske hjælp. Det kræver en fundamental ændring af lovgivningen og retorikken – for hele området er dybt betændt af denne uværdiggørelse af de egentlig værdigt trængende.
Det kræver også en genoprejsning af den politiske og den forvaltningsmæssige respekt for fagfolk og fagvurderinger, blandt andet af borgernes egne lægers vurderinger i socialsager. Uden respekt for de lægefaglige vurderinger af borgerne, ingen retssikkerhed i systemet og ingen værdig behandling til dem, der reelt er værdigt trængende.
Som praktiserende læge Anders Beich og jeg skrev i en kronik i Ugeskrift for Læger i maj måned, så er det en ideologisk begrundet systemfejl, at et beskæftigelsesparadigme (udøvet af kommunernes arbejdsmarkedsforvaltning i jobcentrene) overruler et helbredscentreret hjælpeparadigme (udøvet i sundhedsvæsenet). Det er en grundlæggende fejl, at syge mennesker med dokumentation for svært nedsat funktionsevne skal have deres forsørgelsessager behandlet i kommunale jobcentre. Det er en grundlæggende fejl, at man tager arbejdsevnebrillerne på, før det er afklaret, om patientens helbredstilstand kan retfærdiggøre det, eller endog på trods af, at det allerede er afklaret, at patientens helbredstilstand netop ikke retfærdiggør det. Fokus er forkert og sundhedsmæssigt uforsvarligt.
Det er både uværdigt og uretfærdigt at behandle mennesker med kroniske sygdomsproblemer eller andre varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser med samme alen som folk, der alene har ledighedsproblemer. Og det er kontraproduktivt og nedbrydende for dem at gennemgå beskæftigelsespolitiske foranstaltninger, der trodser lægelige vurderinger om, at for eksempel et ressourceforløb er kontraindiceret og kan være helbredsskadeligt.
DET ER BAGGRUNDEN FOR, at vi sammen med syv andre borgere har stillet et borgerforslag om at flytte den offentlige sagsbehandling og sociale sikring af borgere med dokumenteret sygdom og deraf følgende nedsat funktionsniveau over i social- og sundhedspolitikkens ressort.
Se og støt borgerforslaget her, hvis du også ønsker en anden og mere værdig social- og beskæftigelsespolitisk kurs!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.