Rasmus Nøhr:
I Stedet For En Tatovering (Cph Rec)
Det danske popsprog har gennemlevet en gevaldig opblomstring det seneste halvandet årti. I første halvdel af 1990’erne var det til at få hængenosser af vaneramte rim og de samme pastelfarvede pasticher om kærlighedens smerte. For ikke at nævne den obligatoriske engelske lyrik, som hjemlige tekstforfattere sjældent formåede at ophøje til mere end efterskole-poesi.
Men så dukkede dansk raps anden bølge op omkring 1996, sparkede klichéerne i bollerne og rendte traditionerne et vist sted. Siden fulgte finurligheden trop, og det bekvemme sproghåndværk fik fistelstemme. Rocken, poppen, countryfolken og electronicaen kunne føle sig fornemt repræsenteret af navne som Nephew, Peter Sommer, Klondyke og Mikael Simpson.
Det er der kommet mangt et interessant album ud af, og en hel generation af især yngre, mandlige sanger-sangskrivere har gjort hver deres omgang med modersmålet til særegne signaturer.
De er alle ved at være så etablerede, at tiden nærmer sig til at tjekke, om de står stille eller stadig udfordrer deres kendingsmelodi, og hermed er vi fremme ved hustler, troubadour og trussetyv Rasmus Nøhr. Han dukkede op i 2004 og var med sine dengang 32 år en moden debutant. Charmedyret, der mistænkes for at have bortført Kirsten Siggaards rum mellem fortænderne, udmærkede sig lynsnart ved sine lune og uprætentiøse lejrbålssange akkompagneret af gladfyr-fortællinger uden poetiske dikkedarer. En mand, som gladelig drog fra højskole til højskole og gav intimkoncerter på sin akustiske vandrestok.
På album nummer to, 2006’s ’Lykkelig Smutning’ fik melodierne et nøk i rette retning, og det lykkeligste ved den aktuelle ’I Stedet For En Tatovering’ er i denne lytters øren, at Rasmus Nøhr dæmper det febrilske lalleri og sniger en snert af alvor og selvrefleksion ind i sine dagligdags-trimmede eventyr.
Mere fynd end fy
Tag bare den fremragende ’Alderspræsident’, hvor endnu en sæson evig ungdom synges ind. Nummeret fænger helt afsindigt og krydres tilmed af en corny saxofon, der ifølge en understrøm af tarvelige brancherygter har bandlyst ørehængeren fra at blive ’Ugens Uundgåelige’ på P3. Det er forhåbentlig da lyv!
Som på resten af pladen smider Rasmus Nøhr om sig med letkøbte, opportunistiske rim, men det er ikke kun en skidt ting. Det kan også udmønte sig i verbale lækkerier, udmønte sig i fynd. Banaliteter som virkemiddel er først for alvor fy, hvis de dyrker klichéen og bliver intetsigende. Og ofte lykkes det faktisk Rasmus Nøhr at finde det smukke i det, vi stirrer os blinde på og glemmer at glædes over. Når han synger om »plænen fuld af modne bær« i ’Alderspræsident’, om at »stå på tå« for at kysse én med »høje hæle på« i ’Du Lyser Op’ eller at bære ekskæresten ind i seng, som dengang de stadig hang sammen i ’Vi Var’. Billederne mærkes, og de spiller fint sammen med en flok små og regelrette popperler – skabt på varm vellyd af rytmeguitar, hammond orgel, percussion og strygere.
Fyr ’Fyr Den Af’
Flottest fungerer hverdagsrealismen i ’Regnvejr’. Her pisker dråberne gennem det hæsblæsende arrangement og vander en gråsprængt melankoli bygget omkring en forsømt sommer på Bornholm.
Af og til slås Rasmus Nøhr desværre forgæves mod sit uomtvistelige gøgler-gen, hvad giver sig udtryk i den fjollede ’Fyr Den Af’ om at blive droppet. På lignende vis byder den uhyrligt mislykkede ’Slik’ på den ene uheldige metafor efter den anden. Tag bare »Hvis du var slik, en Ritter Sport/Så ville jeg kysse dine nødder – først blødt, så hårdt« eller »Kys mine Kinder Æg og giv mit svin gummi.«
Nej, nej og atter nej. Tak. (Matador) Mixet af seksuelle fantasier og et barns søde tand duer simpelthen ikke.
Sukkersygen skal dog ikke gnide mere salt i såret, end at Rasmus Nøhr har begået sin hidtil bedste plade. Og for min skyld må han godt rime Thor på bord og synge om varme gifler, der kan indtages i endnu et tøsebarns spisekøkken. Så længe man kan tåle duften i troubadourens bageri – og det kan man, når han ikke laver unødig røg med varm luft og idéer, der i bund og grund ikke holder. Rasmus Nøhr har fundet sit eget dansk, og på mest banale vis giver det gevaldig god mening.