* Et bredt flertal i Folketinget vedtog i 2012 en førtidspensionsreform. Den betyder, at først og fremmest unge ikke længere kan få tilkendt førtidspension - medmindre det er helt åbenlyst, at de aldrig kan komme til at arbejde.
* Unge under 40 år får i stedet en helhedsorienteret indsats i et eller flere ressourceforløb, som skal udvikle arbejdsevnen og hjælpe dem videre i livet.
* Førtidspension er nu primært målrettet personer over 40 år. Men som udgangspunkt skal de også først gennem et ressourceforløb.
* Ét ressourceforløb kan vare i op til fem år, men det vil i nogle tilfælde være nødvendigt med en mere langvarig hjælp. Derfor bliver det muligt at få flere forløb.
* Får man trods stramningerne tilkendt førtidspension, vil det være efter de samme regler, som gælder i dag.
* Reformen ændrer ikke noget, hvis man allerede er tilkendt en førtidspension.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet
/ritzau/