Sig Caribien – og tankerne går til palmer, hvide strande og azurblåt hav. Dykke- og daseferie uden andre bekymringer, end at tjeneren har sin egen tidsfornemmelse på turen fra baren til betjening.

Det er såmænd også sandhed for halvdelen af Trinidad og Tobago, og flere rejseselskaber – også danske – sælger alt-inklusive-ferier med eller uden dykning til Tobagos ferieparadis.

Den anden halvdel af de tveæggede tvillinger, Trinidad, er derimod så langt fra den oplevelse, som det er tæt på Venezuela og deraf langt mere sydamerikansk. Og hvis man ikke lige er i humør til en tælle-tæer-ferie, kan det være langt mere rigt på oplevelser og udfordringer. Og alligevel mindst lige så afslappende på en lidt modsat caribisk måde.

Når man lander om aftenen i Piarco International, kan man ellers godt blive fuppet. Det tætte mørke med palmekonturerne og gåturen fra trappen over landingsbanen i den velkomne varme efter en lang flyvetur føles præcist som alle andre steder a la bounty-land. Og det er svært at tørre det veltilfredse grin af.

Det er nemt at få en taxa, og taksten er fastsat på forhånd. Og fordi det er mørkt, er den 20 minutter lange køretur til Pax Guesthouse på Mount St. Benedict en slags gætteleg. Hvad gemmer der sig derude?

Man ved, man er ved at være fremme, da den sidste del af turen begynder at gå stejlt opad. »Welcome til Mount St. Benedict« står der på skiltet ved det første af de hvide kors, der illustrerer Via Dolorosa – de 14 stadier af Jesu’ korsfæstelse – og følger vejen op til kirken og klosteret nær bjergtoppen. Her har benediktinermunke boet og virket siden 1912, og Pax Guesthouse – ved kors nummer 11 – tilhørte oprindeligt klosteret, så tilrejsende pilgrimme kunne overnatte og føle sig velkomne.

Det kan de stadig, men i dag kan almindelige og ganske ukristelige turister også føle sig hjemme på Pax. Og der er altså en hjemlig følelse af gammeldags karakter allerede fra skiltet og indgangsportalen. Den fælles dagligstue sender mig øjeblikkelig tilbage til min farmors hjem, og det er først på den lange, hvide simple gang på førstesalen, at kloster-tilknytningen bliver tydelig. Værelserne er holdt i en simpel, romantisk stil. Sengen er solid, og der er ikke mange dikkedarer – hverken fjernsyn eller køleskab. Til gengæld er her stille, og nattens lyde er det eneste, man kan høre.

Glem vækkeuret

Morgenbordet er dækket fra kl. 7.30, og selvom der var noget, der skulle nås, ville et vækkeur aldrig blive nødvendigt, for kirken er stadig i brug, opdager man, da klokkerne bimler.

Morgenbordet er veldækket; munkene har præsteret yoghurten, der er forrygende, brødet er hjemmebagt og honningen god. Der er ingen grund til at bevæge sig særlig langt, blot op ad vejen til kirken, men jeg går ud igen med det samme, for det føles helt forkert at gå rundt i en kirke, hvor man føler sig alt for nysgerrig blandt de mennesker, der med alvor i ansigtet sidder i dyb bøn. Ned med bussen til banken på hjørnet. Op igen med det samme. Pax bliver hurtigt en slags base, hvor fredfyldthed og afslapning sender livet på afstand.

Hængetid på terrassen, en god bog, tik, tak tiden går og sørme, om det ikke er blevet tid til eftermiddagste – og den største overraskelse i længere tid. For de mener faktisk eftermidagste af den gammeldags slags, man forbinder med tv-film fra England og fine damer. Der er seks forskellige serveringer, og det er billigt og vanedannende. Den britiske med scones og tekage viser sig at være den bedste, men det tager det jo altså flere dage at finde ud af.

Her i haven flyver tiden også på magisk vis. Uden at man rigtigt opdager det, bliver sen eftermiddag til tidlig aften. Fuglene – der er 16 forskellige slags kolibrier – bader, spiser og leger i haven lige ude foran. Det gør myggene til gengæld også. De sene eftermiddagstimer indbyder til blodig forlystelse på bare ben og arme. Det ødelægger oplevelsen at skulle klaske sig hele tiden, så de lange bukser og myggebalsam bliver obligatorisk til alle måltider.

Ud i naturen

Men selv med alle de gode bøger i verden, tid der flyver og god afslapning, melder isolationen og rastløsheden sig også, og det bliver tid til at besøge det land, der ligger for foden af bjerget og den natur, der lokker bagtil langs bjergkæden.

Og uden at være fuglekigger eller stor-naturelsker, er der alligevel én oplevelse, der skal sikkert i hus. For i sommerhalvåret, der er regntid i Trinidad og Tobago, kommer havskildpadderne hjem til deres fødekyst for at lægge æg.

Køreturen i den lejede bil er en tungen-lige-i-munden oplevelse. Der er venstre-og døds-kørsel i god blanding langs Eastern Main Road, gennem landbrugsland ved Arima og gennem bakkerne ud til kysten ved Salibya.

»Nåååårh,« lyder det på bedste tøsevis, da den lille nyfødte skildpaddeunge og 50 søskende er på vej op af sandet ikke så længe efter, vi er ankommet. De er lige nøjagtig store nok til at sidde i en hånd, og små nok til, at man et øjeblik glemmer at, hvis den overlever, bliver flere hundrede kilo for tung til badekarret derhjemme. De pibler op af sandet, findes alle steder, hvor man helst ikke skal træde, og selv med en masse mennesker omkring er man helt alene med oplevelsen. Tænk, at den lille størrelse kan leve, til den er over 100 år gammel, svømme til Island og retur og komme tilbage til sin fødestrand – for at yngle.

Kun modvilligt får den lov at tage turen ned til kanten, og tumleturen ned i vandet, før vi tavse kører turen tilbage.

Farverige Trinidad

Nu ved vi, hvad det er ved Trinidad, der får en til at føle sig som de første turister i verden, der har opdaget stedet.

Selvom vi hjemme på Pax selvfølgelig er gæster og kunder, er det alligevel en personlig oplevelse. Men når den lille bus sætter en af for foden af bjerget på Eastern Main Road, så er livet gået videre for alle andre.

Her går lokale trinidadere af alle mulige afstamninger – indisk, afrikansk og blandet – rundt mellem hinanden og ikke så meget som skeler til vores hvide hudfarve. De handler, går på arbejde eller står af og på de mange maxi-taxier, der kører ruten ind til Port of Spain. Et sæde i en maxi-taxi og en times køretur til Trinidads hovedstad er meget billig – der er fri af- og påstigning, så vi kører sjældent mere end 50 meter ad gangen. Ind og ud stiger unge, gamle, studerende, kæmpestore kvinder i tætsiddende kjoler – og forretningsmænd i jakkesæt. »God morgen«, »God eftermiddag«, der bliver hilst, hver gang en ny passager stiger på, og vi svarer med resten af koret i bussen, for vi føler os vældigt lokale.

Maxi-taxien bringer os ind til det, der var stationsbygning, da jernbanen var i funktion, og pludselig mærker man, at de hvide strande ikke kunne være længere væk.

På gaden venter folk på taxaer, tigger eller går hurtigt forbi os i den storby, som Port of Spain også er. Højhuse af stål og glas og et sæt tvillingetårne sætter præg på bymidten, hvor Independence Square er et virvar af folk på vej til frokost, siddende på bænke eller i gang med at købe ind fra de små vogne, der sælger vand, sodavand, kiks og cigaretter.

Der er avissælgere, nøddesælgere, og Frederick Street er et virvar af mennesker mellem butikker og biler. Hektisk, forpustende og lidt forvirrende strider vi os hurtigt op ad gaden mod bjergene for at komme ud af virvaret. »Whiteeyyy,« råber en. »Darling,« siger en anden – uden at få svar. Og pludselig på næste gadehjørne er der luft.

Til højre ligger en lille række faldefærdige skure, hvorfra der sælges T-shirts i kategorierne Fodbold , Bob Marley og Gangsta . Det er det første tegn på turistinitiativ, vi ser, og ud over et par andre butikker med Sun Tings og andre souvenirs føles det mest som om, man er usynlig som turist.

Kolonitidens miks

Det giver ro til at komme videre. Vi går gennem parken Woodford Square , hvor et hjørne er udnævnt til at være ’University of Woodford Sqaure’ og indbyder enhver med en holdning til dette eller hint til at råbe fra sæbekassen i bedste Hyde Park Corner-stil.

Kolonitidens arkitektur er stadig tydelig på parlamentsbygningen – det store røde hus – og på mindre træhuse imellem de nyere bygninger. Her helt oppe i toppen af indkøbsgaden ved Queens Park Savannah dukker flere og flere historiske bygninger, jakkesæt og kokosnødsælgere op.

Ansporet af gode vibes går vi langs den store park forbi de syv historiske bygninger, der dels forfalder, dels repræsenterer de forskellige kolonimagter, der har været forbi; spanierne, hollænderne, franskmændene og englænderne – iblandet lidt tysk og skotsk arkitektur.

Alt virker som en blanding af forskellige etniciteter, kulturer, religioner – og madtraditioner. Selv vores middag på Pax, den aften minder os om det – med lokal callaloo – en spinatagtig suppe, indisk inspireret kødstuvning og ris, efterfulgt af noget så engelsk som skrigende rød jelly – en geledessert.

Vi føler os som konger i vores egen opfindelse, og det er svært af finde ting, der er typisk at give væk til dem derhjemme.

Det ender nok med de obligatoriske turist-T-shirts, der trods alt findes – alle steder.