De danske spillere har selv sagt, at de ikke kunne ønske sig en bedre modstander, så man må sige, at den ligger lige til højrebenet. Danmark har et rigtig godt hold med rigtig mange gode spillere, og det har de haft igennem længere tid. Nu har Ulrik Wilbek fået samlet tropperne, så nu er det bare at bevise, at de kan gå hele vejen og undgå at hvile på laurbærrene.
Mod Island viste vi endnu en gang, at vi har en enorm bred trup og kan klare os uden både Joachim Boldsen og Per Leegaard. Især må man tage hatten af for Anders Oechsler, der spillede en kanonkamp i angrebet. Danskerne har bevist, at der ikke er nogen, der er uundværlige, og det synes jeg, at vi skal bruge positivt i de kommende kampe.
Man kan diskutere, om forsvaret hang lidt imod Island, men man må ikke glemme, at Island har et fantastisk godt hold og spillede en god kamp med mange lækre detaljer, så jeg tror, at Danmark er parat og har alle muligheder for at gå i finalen.