På min seneste tur til Shanghai hørte jeg ofte udtrykket: »Hvor der er folk, er der kinesere.« Det blev som regel sagt med stolthed af folk fra alle samfundslag, som om der var tale om en særlig ressource, der ikke kan matches af andre.
Og der er måske noget om det, når man kigger på indbyggertal fra hele verden. Der er flest kinesere i lande som Australien, Frankrig og Storbritannien, men kineserne findes også i stor stil i lande som Argentina, Sydafrika, Israel og Dubai, som ikke altid forbindes med kinesisk indvandring. Nye Chinatowns er spiret frem i Milano, Panama City, Johannesborg og endda Beograd. Det kan måske komme som en overraskelse, at der bor over tre millioner kinere i Storbritannien og 1,3 millioner i Candada, men en halv million i Oceanien? 700.000 i Rusland? Ifølge de seneste opgørelser er kineserne nu de største udvandrere med 62 millioner som den seneste vurdering.
Store ændringer i Kina
Som en amerikansk ekspert i kinesiske forhold bliver jeg spurgt om, hvorfor kineserne bliver ved med at komme til USA, når det nu går så godt i Kina.
Det oplagte svar ville være, at de selvfølgelig leder efter bedre forhold, frihed og uddannelse lige som alle andre. Men drivkraften i den kinesiske udvandring skyldes en større ændring blandt den kinesiske befolkning på 1,4 milliarder mennesker.
Lige siden de økonomiske reformer i landet i 1970 erne er kineserne søgt fra landet mod byerne for at få arbejde. Og den kinesiske økonomi har ikke – på trods af dens store vækst – været i stand til at skabe nok arbejdspladser. Indvandringen til byerne har skabt en lang række af problemer: Der er ikke nok boliger, lave lønninger, store trafikale problemer og social uro. For at overleve må folk kæmpe dag og nat.
For de med de største ambitioner er det en attraktiv mulighed at forlade Kina, også selvom det betyder, at man skal illegalt ind i et andet land. Det kan normalt betyde en tidobling i indtægten, at man kan bo i et mere civiliseret samfund med flere goder (for eksempel uddannelse af deres børn), mens man laver det samme som derhjemme – som læge i Storbritannien eller computerekspert i Sillicon Valley.
Anti-kinesisk stemning
Ikke overraskende giver det en anti-kinesisk stemning i de lande, der modtager mange kinesere. Typisk bliver kineserne kritiseret for at underminere den lokale kultur og at underbyde lokalt arbejde. Spanske arbejdere, der er sure over kinesernes tilstedeværelse, har sat ild på kinesiske butikker, mens fattige i Buenos Aires har røvet kinesiske supermarkeder og kinesiske butikker på Solomon Øerne er gået op i flammer.
Sidste gang, at en anti-kinesisk bølge strømmede igennem verden, var i forbindelse med den kinesiske indvandring til USA i det 19. århundrede. Billig kinesisk arbejdskraft var godt for de grådige arbejdsgivere, men betød, at kineserne blev udstødt fra andre nybyggere og led under racistiske angreb. I dag kan den kinesiske indvandring – sammen med modstanden mod importen af kinesiske varer og den gamle frygt for Kina tilbage fra den kolde krig – være skyld i lignende situationer.
Hvad der dog frustrerer mig som kinesisk amerikaner og som immigrationsekspert er, at politikere i de lande, som kineserne udvandrer til – inklusive mit – er mest interesserede i at udnytte situationen til populistisk fremgang i forbindelse med anti-indvandring. De burde burde gennem en diskussion være interesserede i at finde en løsning på det kritiske spørgsmål vedrørende den kinesiske udvandring.
Peter Kwong er professor i asiatisk-amerikanske studier ved Hunter College, USA.