Kald det bare Bankeråt-forliget. For med politiske forsoninger a la Kanslergade- og Rio Bravo-forliget in historisk mente (hver især i øvrigt godt hjulpet på vej af henholdsvis whisky og stegt flæsk), så fik Nyhedsavisen kl. 10.37 i går formiddag indgået en kønspolitisk aftale med tøsebandet Cherry Overdrive over to kander stempelkaffe serveret på Café Bankeråt i det indre København. De var nogle hårde nødder at knække.

Faktisk mener garage-rockerne selv, at der er tale om et rent dementi i forhold til den dagsorden, avisens udsendte rockligestillings-medarbejder havde med under armen. Bandet påstår således, at de selv slæber deres store, tunge instrumenter til og fra scenen, ligesom de fastholder, at debutskivens guitarsoli ikke er indspillet af en mand (og at der dermed heller ikke er tale om live-playback). De nægter sågar at være lesbiske.

»De mandlige anmeldere sammenligner os med alt fra The Donnas til Courtney Love. Det var Fyens Stiftstidende, der mente, vi var Courtney Love-wannabees. Så mænd tænker altså: Okay, de er kvinder. Hvilke andre kvindebands kan vi så sammenligne dem med nu, hvor der ikke er så mange af dem . Vi savner, at nogen ser på det musikalske indhold,« lyder det småhæst fra guitarist og forsanger Lene Kjær Hvillum, der selv har stået bag bandets live-outfit – fire helt éns, ærmeløse og lårkorte kjoler i psykedelisk snit.

Spiller I på jeres køn?

»Så lårkorte er vi nu heller ikke. Men vi vil godt indrømme, at vi spiller en anelse på det feminine. Men ikke mere, end mænd spiller på det maskuline,« mener guitarist Cecilia Crusso.

Groupie-diskrimination

Føler I, at I skal bevise mere, fordi I er kvinder?

»Ja, vi skal måske mere oppe på beatet. Vi vil gerne vise, at vi har tingene i orden. At man kan det her, det skal lyde godt. Men jeg kan også godt nævne nogle herrebands, hvor man som pige kunne sidde og tænke: Nå, det er bare, fordi I har smart hår og makeup på. Men hvad kan I egentlig ,« forklarer Lene Hvillum og påpeger, at det kun er journalister, der vinkler på køns-spørgsmålet. Dog har Cecilia Cresso som ganske ung hørt nedværdigende bemærkninger, når hun gik på scenen. Det var med et andet band.

Hvad så med muligheden for mandlige groupies? Der holder I vel hof?

»Nej, hvis vi har spillet et sted, og folk har været glade for det, så gider vi ikke og sidde backstage og lege konger. Så går vi ud til publikum og får en øl,« konkluderer forsangeren oven på koncertture til Tyskland og Østrig. Dog erkender Cherry Overdrive, at de har mindst én fast mandefan, der springer på tourbussen fra by til by. Ollie, hedder han. Han er tysker og er ikke på den måde, De ved nok, blevet inviteret indenfor.

Det er jo på grænsen til kønsdiskrimination. Hvis jeg var rockstjerne, ville jeg da fyre den max af og udnytte ?

»Det er måske det, der er forskellen,« afbryder Hvillum Kjær. »Mandlige rockmusikere er mere indstillet på hele sex, drugs and rock’n’roll-showet, som jo findes derude, men vi ...«

Kvindelige fortrin

»Ja, vi piger kan altså sagtens score fyre, hvis vi gerne vil. Vi behøver ikke blive rockstjerne for at score. Det er forskellen,« supplerer Cecilia Crusso, mens Lene Hvillum Kjær forklarer, at de ikke bare er et fritidsband, men har en passion for musikken, der får dem til at drømme om at gå hele vejen og nå helt til tops.

Hvorfor så ikke bruge jeres kønsmæssige fordel til at nedlægge en big shot-manager?

»Øh, nej. Altså, hvis du er interesseret i at sælge ud og være et one hit-wonder, så kan man jo gøre det på den måde. Det er vi ikke.«

Men I har visse fordele, vi andre ikke har. Jeg kan da for eksempel ikke ignorere, at I er piger?

»Det er da ikke så underligt. Sådan er mænd jo altid, det lever man så med.« påpeger Lene Hvillum.

Fordi I er lesbiske?

»Nej, vi er altså ikke lesbiske,« siger de to guitarister i kor.

»Og vi kan med det samme dementere alle dine fordomme.«

Cherry Overdrive er aktuelle med debutalbummet Clear Light! og spiller klokken 21 i aften på Loppen sammen med Causa Sui og Double Space. Entre: 60 kr.