Michael Mørkøv var tæt på at tage en sensationel sejr i det franske endagsløb Paris-Tours.
Den stærke Saxo-Tinkoff-rytter var med til at præge afslutningen, hvor han kørte med i en massespurt, der blev vundet af John Degenkolb (Argos-Shimano).
Mørkøv kunne ikke presse Degenkolb hele vejen, men sluttede på en fornem andenplads et par meter bag den vindende tysker.
Michael Mørkøv havde få kilometer før opløbet forsøgt at komme med i et udbrud. På en af de afsluttende stigninger fik han sammen med en lille gruppe slået et hul til hovedfeltet, der dog kørte udbryderne op.
Den danske mester holdt sig med fremme forrest i feltet, efter at gruppen var blevet opslugt. Kræfterne holdt akkurat til at køre med i spurten.
Tidligere i løbet gjorde 22-årige Sebastian Lander sig bemærket, da BMC-danskeren var med i et flere timer langt udbrud sammen med Julien Duval, Aleksejs Saramotins og Yannick Martinez.
Kvartetten fik slået et hul på 10 minutter til hovedfeltet. Efter 70 af de 235 kilometer begyndte det jagtende felt med Garmin-Sharp og FDJ i front at hale ind på kvartetten. 15 kilometer før målstregen blev Sebastian Landers gruppe indhentet.
/ritzau/