Julemanden

Hvert eneste år tilsviner børn over hele verden atmosfæren med CO2, når postflyverne overdynger de Grønlandske postkontorer med ønskesedler, selv om ingen aner om det overhovedet er der julemanden bor.

Men den rødklædte nissediktator skal naturligvis ikke klandres for små børns uansvarlighed. Man kan dog med god ret tage et alvorsord med ham, om det rimelige i at hans knoklende nissedværge ikke aner, hvordan man programmerer et hæderligt playstation spil, men i stedet spilder tid med at snitte retromodernistisk trælegetøj der passer i enhver caffe latte-mors vindueskarm som bevis på hendes økologiske bæredygtighed.

Jesus

Uanset hvor mange generationer, der stifter bekendtskab med manden med tornekronen, så vil han formentlig aldrig undslippe sit umiskendelige hippie-præg, men evigt vente i himlen i sin woodstock kjortel og sine bløde sandaler.

Men manden havde i hvert fald prioriteterne i orden da han gjorde vand til vin, og hvis vi ellers skal tro konspiratorikere i blandt andet bogen Da Vinci-mysteriet, så var han også en fandens karl, der godt kunne finde ud af at forføre skøgerne med løfter om en plads i himlen.

Peter Pan

Peter Pan besidder det meget nutidige mandetræk at nægte at blive voksen.

I stedet for at vide alt om fordelene ved afdragsfrie lån og kapitalpensionens lyksaligheder, så vælger han i stedet at flyve rundt med en grøn spirrevip hat og drysse tryllestøv fra sin én centimeter høje dame, der på trods af sin størrelse bliver tøsefornærmet som en fuldvoksen rødstrømpe.

Peter Pan er dog alligevel så meget mand, at han ignorer hende og bekæmper sørøvere i stedet for at holde i hånd og analysere, hvor komunikationen gik galt.

Dorian Gray

I Oscar Wildes klassiker bevarer Dorian Gray sin overfladiske skønhed, mens det portræt, der er malet af ham, bliver vansiret af de valg han foretager, og de løfter han bryder.

Dorian Gray forfølger skønheden og nydelsen med en brutalitet og hensynsløshed, der kvæster mennesker i hans spor, mens portrættet bliver hæsligere og hæsligere. I erkendelsen af at vi mennesker udelukkende er gode af egoistiske grunde, stopper vansiringen af portrættet ikke engang, da han beslutter at blive et godt menneske. Til sidst stikker han – i fortvivlse over sin virkelige hæslighed – en kniv ind i lærredet og falder ældet til ukendelighed død om.

Highlander

Den franske skuespiller Christopher Lambert, der spillede den udødelige Highlander Connor McLeod, var som skabt til den dystre og glemte side af 80 erne. Han var arketypen på Anne Linnets 80 er-fortolkning af Tove Ditlevsens sætning om, at »Møder du en med det samme blik, skal du vide, at han er din ven«.

Alene ved at se på manden, ved man, at evigheden ligner håbløse heroinnætter i et koldkrigshærget Berlin og at smerten over øjeblikkes lykke er så kvæstende, at man til sidst vender drømmene ryggen.

Ikke engang adspredelsen ved afkappede hoveder eller en munter Sean Connery kan lindre sorgen over alle sine elskedes visse død.

Grev Saint Germain

Greven, der trodser århundrederne, var mystiker, videnskabsmand, charletan, spion, kongelig rådgiver og stormester i hemmelige selskaber. Han blev født i 1710, muligvis som søn af den transylvanske prins Ferenc II Rákóczi. Han var fortrolig med de vigtigste mennesker i Frankrig og var rådgiver for kong Louis den 15.

Ifølge ham selv var han i midten af det 18. århundrede 300 år gammel og kendte alkymiens hemmelighed. Han havde stor indflydelse i Frankrigs mange hemmelige selskaber som Frimurerne og Rosenkreuserne. Madame Blavatski, der stiftede det okkulte Teosofiske Selskab, mente, at greven havde opnået så stor visdom, at han nåede en åndelig og evig eksistens.

Talrige mennesker har set ham i verdens fjerneste og nærmeste egne i århundrederne siden 1710.

Dracula

Når han er en flagermus finder han vej i mørket ved at følge sine skrig, når han er ulv fortaber han sig i frådende blodlyst, og når han er sig selv, trodser han døden i sin forsagelse af Gud.

Det er umuligt at lave en hitliste over noget som helst uden at inkludere Dracula. Han er så cool, at hvis man lavede en nutidsjournalistisk forbrugeromklamrende hitliste over den mest miljø-rigtige pastaindpakning, så ville Dracula alligevel blive nummer et. Man kan ganske enkelt ikke være andet, når man regerer over transylvanske nætter, hvor månens skær skælver fra kvinder, der i galoperende mareridt, flygter fra deres eget begær.

I Bram Stokers bog dræber vampyrjægeren Van Helsing Dracula til sidst. Men det er ren fiktion.