Kære Katrine Lilleør og andre ’tolerante’ præster: Hvorfor er I så rædselslagne for ateister?

Selv Lilleør har jo ment, at ateister er dybt religiøse (interview på TV 2). Personligt ser jeg hverken mig selv som religiøs eller fundamentalist, men vil gerne anse verden mest objektivt med naturlig nysgerrighed og undren.

I det hele taget har jeg ikke interesseret mig for tro, men i de senere år er der sket et skred. De, som er ikke-troende, har ikke villet tage handsken op og blande sig i debatten. Når det så sker, så er det med rædsel, at præster ser på dette, og nærmest anser os som farlige.

Præsterne ser også sig selv som værn om tolerance og forståelse. Lige netop forståelse undrer mig, for hvor præster ALDRIG vil benængte selv de mest tåbelige ting, der står i en meget bestemt bog, bliver bevidst nedtonet eller fordrejet. Men at en præst kan ikke afvise disse ting som nonsens alene af den ene grund, at det står i ’den’ bog, det er jo så åbenlyst fundamentalistisk!

Min empati, etik og moral er værdier, som ikke er kommet fra et overnaturligt væsen, der kan straffe mig, når jeg dør, men værdier, som jeg 100 procent selv er ansvarlig for at udføre.

Straf eller ej.