Geert Laier Christensen | forskningschef, CEPOS
Sidst var det Margrethe Vestager, der i præsentationen af De Radikales skatteudspil argumenterede for deres øgning af afgifter og boligskatter med at »pengene ellers blot ville gå til endnu flere fladskærme«. Men også Socialdemokraterne har været med. Mette Frederiksen udtalte til B.T.:
»For det kan ikke nytte, at vi som et af verdens rigeste samfund med fladskærme, samtalekøkkener og rødvin skærer pædagoger væk fra vores daginstitutioner«.
Eller som Villy Søvndal forarget udtrykte det i sin tale på rådhuspladsen i Århus: »Der er råd til fladskærme – men ikke til pc er til vores børn i skolerne«.
Også på den yderste venstrefløj slutter man op. Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid udtaler, at »jeg synes, der er en social ulighed, som vil skal gøre op med. Det kan vi sagtens i et rigt samfund. I nogle familier har man B&O-anlæg og fladskærme på køleskabet«.
Fladskærmsskat?
Fra midten og ud mod venstre på det politiske spektrum er der således for en gangs skyld en samlet front, og denne front er vendt mod fladskærmene. Måske disse politikere skulle overveje en fladskærmsskat (ikke at forveksle med flad skat). Mindskelse og styring af folks forbrug er og bliver et af venstrefløjens kernepunkter ud fra devisen om, at vi ved bedre, hvad folket har brug for .
Sagen er, at øgede forbrugsmuligheder og den teknologiske udvikling forbedrer folks livskvalitet og velfærd, og det er lige nøjagtigt det, som indkøbet af fladskærme er et utryk for. Når hr. Jensen vil udskifte sit gamle fjernsyn med et nyt, så er det et udtryk for, hvad han (og muligvis også fru Jensen) mener, giver dem størst glæde og nytte. Dertil skal lægges, at det netop er forbrugsmulighederne, der motiverer borgerne til at levere en ekstra indsats. Det er i hvert fald ikke muligheden for at komme til at betale mere i skat og afgifter, der motiverer.
Prisen falder
Vi skal derfor ikke have dårlig samvittighed over at anskaffe os denne syndige teknologi, men glæde os over, at flere og flere får muligheden – også selvom man ikke bor i millionvillaer nord for København. Under alle omstændigheder er der håb forude for alle os fladskærmshungrende, for det ser ud til, at prisen falder.