De unge er ikke bare snotforkælede voldsmænd, når de kæmper så hårdt. Deres identitetsgrundlag bliver fjernet, mener sociologer.

Billeder af skiftevis grædende unge mennesker med piercinger i sorte hættetrøjer og af en bulldozer, der mekanisk buldrer gennem den sorte bygning på Jagtvej 69 flimrede i går over nyhedsskærmen.

Og mens mange danskere måske har mistet tålmodigheden og stiller sig uforstående over for de unges maniske tilhørsforhold til lige netop de mursten på nummer 69, så mener flere sociologer, at det er ganske naturligt, de reagerer så stærkt følelsesmæssigt. Og at det slet ikke er et spørgsmål om at købe et nyt.

»De unge begår en slags irrationelt, kollektivt selvmord. Men det er jo ligesom, når en landmand får eksproprieret sin slægtsgård – han bliver vanvittig. Folk kan ikke forklare, hvorfor de finder ham hængende ude i laden eller på en sindssygeanstalt. For han har jo fået 2,3 millioner kroner for gården, så den er jo ikke stjålet, men den er hans identitet, og den kan man ikke give afkald på,« siger sociolog ved Roskilde Universitetscenter, Rasmus Willig. Derfor undrer det ham heller ikke, at de unge kan reagere så umiddelbart voldsomt på, at huset bliver taget fra dem.

Stjålen identitet

Det er sociolog Hans Peter Messerschmidt Andersen enig med ham i,

»Hvis Ungdomshuset forsvinder, så forsvinder deres identitet også. Mange er nærmest vokset op derinde. Nogle har indrettet det og malet gulvet, de har investeret meget personlig udvikling i det. De har kunnet finde et liv der og komme væk og blive løsrevet fra en kultur eller identitet, de ikke har haft det godt med i en lille by i Jylland måske, De har fungeret som mennesker der. Det handler om meget mere end bare en politisk overbevisning, ideologi eller magt,« siger han.

Og når lige det hus er deres identitet og eksistensgrundlag, så bliver det en kamp på liv og død, forklarer han.

»Det er et enten-eller for de unge. De bliver bare mere oprørte, fordi de intet har at miste længere. Det havde været noget andet, hvis der var flere ungdomshuse,« siger han.

At nogle af de unge bliver voldelige er naturligvis ikke acceptabelt, mener Andersen.

»Men når en gruppe, et land, et fællesskab bliver trængt op i en krog, begynder man at stå sammen og ofre ting, der er helt uforståelige for andre,« siger han.