Udenlandsk arbejdskraft strømmer til landet, men desværre er det ikke den attraktive af slagsen. Danmark står nemlig langt fra øverst på listen, når højtuddannede udlændinge skal finde en arbejdsplads, skriver Berlingske.
3.000 højtuddannede udlændinge valgte Danmark i 2011, mens tallet i 2008 var over 6.000, viser tal fra Oxford Research.
- Generelt er det gået ned med mobiliteten efter finanskrisen, men det ser ud som om, vi er en del hårdere ramt end andre steder. Vi taber på ikke at brande os nok, så vi skal være stærkere til at komme ud og fortælle historien om, hvorfor det er fedt at arbejde i Danmark, siger Nikolaj Lubanski, direktør for Copenhagen Capacitys talentafdeling, til Berlingske.
Når de højtuddannede udlændinge dropper Danmark går vi ikke alene glip af skatteindtægter. Det betyder også, at landets virksomheder taber innovationskraft og mangler nogle specialkompetencer, som er svære at opdrive i Danmark, mener Nikolaj Lubanski.
Dansk Erhverv bekræfter den nedadgående tendens og mener, at vi har "lænet os for meget tilbage" på området.
- Der er behov for at gøre noget for at tiltrække flere. De højtuddannede udlændinge tilføjer viden og bidrager med kompetencer, som er med til at skabe vækst. De er en ren gevinst, siger Ole Steen Olsen, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv.
Ole Steen Olsen mener, at de udlændinge, der kommer til landet, særligt kommer fra de europæiske østlande. Og han peger på, at debatten om østarbejdere har forplumret det generelle billede.
- Man er begyndt at snakke barrierer frem for muligheder. I debatten glemmer man den gevinst og de muligheder, der er, når udlændinge kommer til Danmark, og at vi har stærkt brug for dem, siger han til Berlingske.
Regeringen ventes at komme med en omfattende reform på området inden for de næste måneder.