De danske lønmodtagerorganisationer har i 2012 næsten samme antal medlemmer som i 2011.
Men medlemstallene har ændret sig fagforbundene imellem.
LO's forbund har svært ved at holde på medlemmerne. Organisationerne under LO mistede fra 2011 til 2012 3,9 procent af deres medlemmer, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
45.000 medlemmer gik fra LO's 18 forbund.
Anderledes går det hos de såkaldte gule fagforeninger. Her er medlemstallene steget med næsten 67.000. En stigning på 14,5 procent for de hurtigt voksende gule fagforbund.
LO er paraplyorganisation for18 fagforbund og 5 branchekarteller. For dem varetager LO fagbevægelsens overordnede opgaver på tværs af fag og organisation.
En såkaldt gul fagforening er et forbund, som ikke er medlem af en hovedorganisation som for eksempel LO. Disse forbund rådgiver lønmodtagere og hjælper i konflikter med arbejdsgivere på samme måde som traditionelle fagforbund, men indgår sjældent overenskomster.
344.400 medlemmer er i 2012 i fagforening uden for fællesorganisationerne. Størst af dem er Kristelig Fagforening, der også fra 2011 til 2012 har oplevet en stor medlemsstigning. 29.000 medlemmer er strømmet til.