Der er ikke penge i tuberkulose. For sygdommen, som WHO kalder en verdensomspændende katastrofe , kan godt nok ramme alle, men det er kun i den fattige verden, at mennesker dør i hobetal af den. Manglende behandling betyder, at to millioner mennesker hvert år dør af tuberkulose, selvom der findes en kur.

Den 35-årige læge Marie Nørredam har tuberkulose, men om to måneder er hun rask igen. Det tager et halvt år i behandling at få tuberkulosen til at forsvinde fra kroppen, men det er en kamp. For både sygdommen og medicinen tærer på kræfterne.

»Jeg har virkelig fået fornyet respekt for de mennesker, som lever med tuberkulose ude i verden. Det har været hårdt for mig, men jeg bor trods alt ikke på et lerklinet gulv et sted i Afrika, hvor min familie ikke får noget at spise, hvis jeg ikke arbejder i marken hver dag,« siger hun.

Arbejde i flygtningelejr

Præcis hvor tuberkulosen sneg sig ind i Marie Nørredams krop, ved hun ikke. Tuberkulose kan ligge passivt i ens system i mange år, før den bryder ud.

Det er højst sandsynligt syv år siden, at Marie blev smittet.

»Jeg er ikke sikker, men jeg tror, det var, da jeg arbejdede i en flygtningelejr i Kenya med folk, som var flygtet fra borgerkrigen i Somalia. Dér var det mere reglen end undtagelsen, at folk havde tuberkulose,« siger Marie Nørredam.

For Marie har noget af det værste ved sygdommen været den massive træthed, som følger med både tuberkulosen og behandlingen. Men inden hun kom i behandling, gik der lang tid. Sygdommen er utrolig svær at diagnosticere, og først troede Marie Nørredam, at hun havde en slem lungebetændelse. Da den ikke forsvandt, blev hun røntgenfotograferet, og på billedet så lægerne to store knuder på hendes lunger.

»Først troede de, at det var kræft. Men da de opererede, viste det sig bare at være tuberkulose. Som jo også er slemt nok i sig selv.«

Marie Nørredam påpeger igen og igen, at hun trods sygdommen er heldig. For hun er født i den rigtige del af verden, så hun har fået hjælp. Men hun er også frustreret over, at tuberkulose ligger så lavt på den internationale dagsorden.

Kan udryddes

»Diagnoseudstyret er fra 1880 erne, vaccinen er fra 1920 erne, og behandlingen er fra 1950 erne og 1960 erne. Det er, fordi tuberkulose er en sygdom, som er hyppigst i den fattige del af verden. Og så er der ikke penge i at udvikle ny medicin,« siger hun.

Mange dør, fordi behandlingen tager et halvt år og er besværlig. Patienterne skal hver dag tage piller under overvågning af sygepersonale, for at de bliver taget rigtigt.

»Og det er virkelig svært for de folk, som bor langt væk ude i bushen,« understreger Marie Nørredam.

Hun arbejder nu som praktiserende læge herhjemme. Men tuberkulosen har ikke skræmt hende bort fra hjælpearbejdet.

»Jeg har helt sikkert tænkt mig at tage ud i verden igen. Det her har kun øget min lyst til at gøre noget for de mennesker, som ingenting har og oven i købet skal kæmpe med en sygdom, som kunne kureres, hvis viljen og mulighederne bliver skabt for det,« siger hun.