Ser mennesker en film forskelligt? Jeg græd efter filmen De andres liv , måske græd danskerne også. Filmen var jo på en måde trist, men med et godt budskab. Den vækkede tusindvis af erindringer om sovjettid. Både triste og søde erindringer ...
Det triste var, hvordan familier blev ødelagt, hvordan mennesker ikke havde deres frihed. Og hvad der sker, når regimet forandrer sig. Ens nabo, som var aktiv kommunist, er nu medlem af de liberale. Der er altid mennesker, som finder den korteste vej til magt. Tiden går. Man tilgiver folk, fordi man ellers ikke kan gå videre. Men erindringer bliver, og man bliver altid et postsovjetisk menneske. Et menneske.
Men postsovjetisk menneske husker ikke kun smerte. Folk var jo også glade og levede deres liv. Mennesker blev forelsket, fik børn, fandt de første vintergækker og nød duften af friskbagt brød. Min bamse var min bedste ven, lige meget om den var produceret i Sovjetunionen eller i vesten. Alt handler ikke om undertrykkelse. Mennesker kan godt lide at simplificere ting. Der var ikke demokrati i USSR. I Iran slår mænd kvinder. I Danmark har alle det godt. I USA er de fede og så videre.
Bag systemet er mennesker med følelser. Og det er dejligt, at en film kan få mig til at græde.